Brøndby - Lechia Gdansk

10 kultspillere i Brøndby IF

https://www.facebook.com/groups/473428369366677

Når noget går hen og bliver kult, er det ikke nødvendigvis fordi, det er godt. En kultspiller dyrkes af en mindre samling fans, fordi han har skilt sig ud fra mængden på den ene eller anden måde.

Fodboldspillere kan ofte være lidt kedelige at høre på i interviews. Man ønsker ikke at gøre sig uheldigt bemærket, og derfor holder man sig blot til de sikre vendinger.

Her får du derfor 10 spillere, som absolut har gjort et særligt indtryk. Alle som en fortjener de at blive omtalt som kultspillere i Brøndby.

De var måske ikke de bedste – men vi husker dem alligevel.

Klik her for at være med i ‘For Alle Os Med Brøndby I Hjertet!’ på Facebook sammen med over 30.000 andre fans

Aurelijus Skarbalius

Et scoop af de store. Auri spillede mod Brøndby for Inkaras Kaunas fra Litauen i UEFA Cuppen. Sådan en back kunne man da godt bruge, tænkte Per Bjerregaard, og vupti – en litauer kom til Vestegnen.

Auri blev en favorit blandt fans pga. sin store arbejdsindsats – og manglende mål. I 2001 syntes Faxe Tribunen derfor, at det store nul ud for scorede mål måtte slettes. Brøndby førte stort mod Vejle, og der blev fløjtet for straffespark …

Auri blev råbt frem til 11-meterpletten og misbrugte naturligvis forsøget. Hvem blev hyldet mest efter 6-1-sejren trods sin afbrænder og stadig tomme målkonto? Aurelijus Skarbalius selvfølgelig. “Undskyld!” lød det bagefter i interviews.

Siden fik Auri dog sendt et par straffespark i nettet.

Auri er i øvrigt en integrationssucces af de store. Litaueren blev hængende i landet efter fodboldkarrieren, har lært sig et flot og flydende dansk, samt været brandslukker som træner i Brøndby af flere omgange. 

Auri hyldes, som så mange gange før, på Brøndby Stadion

Vragel da Silva

Det er en kendt sag, at spillere fra andre verdensdele skal bruge et stykke tid på at vænne sig til europæisk fodbold. 

Vragel da Silva var den første brasilianer i dansk fodbold og kom direkte fra Campo Grande i hjemlandet. Mange havde nok hellere set, at man havde hentet en offensivspiller fra de kanter – men når nu det skulle være, kunne en midterforsvarer vel også gå an …

Vragel da Silva lagde ud med at være her, der og alle vegne. Hælafleveringer, mål, placeringsvanskeligheder og grove frispark. Jo, Vragel da Silva forstod virkelig at gøre opmærksom på sig selv. 

Det er ikke bare lige sådan, at komme til Danmark fra et fjernt land – uden at kunne et kvæk engelsk. Indholdet af buffeten efter træning måtte forklares grundigt af en tolk. En brasilianer er bestemt ikke vant til rugbrødsmadder og kun ét varmt måltid om dagen.

Et kulturchok af de helt store.

Brasiliansk forsvarsspil var ikke lige Åge Hareides kop te, så Vragel da Silva tog til tysk fodbold efter et par år i Brøndbys bagerste kæde.

Vragel da Silva kom i aktion mod Manchester United i 1998

Dan Anton Johansen

En rigtig vestegnsdreng, der blev på sin højre back gennem hele karrieren.

Danton var no nonsense og forstod at bruge de kneb, der skulle til ved fx hjørnespark – sådan noget kan være nødvendigt, når man ikke rager langt i vejret.

Dan Anton var ikke verdens største tekniker, men med hårdt arbejde og fuld dedikation kan man også nå langt – og så kan man spille sig ind i hjerterne på fans af Brøndby IF.

Per Nielsen og Dan Anton Johansen blev i øvrigt landskendte for at bryde spillerkonflikten i 2004. Kærligheden til Brøndby IF vægtede højere end et for længst glemt tovtrækkeri, der garanteret handlede om penge.

Efter karrieren som hard hitter på højre back, er Danton blevet ejer af flere barer – og der er gerne rockmusik på programmet. Det hårde image er ikke svært at bevare her længe efter dommerens sidste fløjt.

Dan Anton rammer bolden helt rigtigt imod FC Zürich

Thomas Thøgersen

Det lange krøllede hår og nummer 10 på ryggen. Jo, Thomas Thøgersen var bestemt til at få øje på, når Brøndby løb på banen i 90’erne.

Der var helt sikkert flere fans af hunkøn, der fik et saligt smil om læberne, når den flamboyante Thøgersen tryllede med bolden.

Det var en dejlig tid at være en del af fællesskabet på Københavns Vestegn. Tre mesterskaber i rap var Thøgersen med til at fejre i ’96, ’97 og ’98, før turen gik til Portsmouth i det engelske.

Fire sæsoner blev det til på de britiske øer, før Thomas Thøgersen vendte hjem. Her snørrede han støvlerne og tog pandebåndet på for sidste gang i Boldklubben Frem, hvor han også spillede før Brøndby kaldte i 1993.

I de glade 90’ere kunne man få de sikre navne som Faxe eller Vilfort trykt på sin Brøndby-trøje, men hvis man var lidt fræk, spillede man bold i skolegården med Thøgersen og nummer 10 på ryggen.

Thomas Thøgersen viser sig frem flere gange i denne jubelsæson

Jean Philippe Peguero

At komme fra Jørgen Leths højt elskede Haiti er vel ret så kult i sig selv …

Pequero blev hentet til klubben efter at have imponeret tilpas meget på et tilsendt videobånd. Og der var bestemt noget om snakken. Målsnittet blev næsten på et mål pr. kamp.

Desværre nåede Pequero kun at spille tre førsteholdskampe for Brøndby IF, før Viborgs Robbie Russel smadrede hans knæ sønder og sammen. Svinestregen skete i øvrigt momentet efter, at haitianeren havde sat sit andet mål i kassen på Brøndby Stadion.

Herefter fulgte en lang og smertefuld kamp for at komme tilbage på banen. En bog gik rundt på Faxe Tribunen. Her kunne man skrive en hilsen til den uheldige Pequero og ønske god bedring. En bog som hurtigt blev fyldt op. 

Pequero kom aldrig til at spille for Brøndby igen. Til gengæld fik han humpet sig gennem nogle sæsoner i både USA og Haiti, hvor netmaskerne atter blafrede. 

I øvrigt husker Per Nielsen tydeligt, hvor den haitianske angriber gemte sine husnøgler. De lå nemlig midt i indkørslen – et sted man umuligt kan undgå at kigge, når man kommer hjem fra arbejde. 

Måske et råd man skal tage til sig, hvis man ofte smider sine nøgler væk?

Mål fra efteråret 2006, hvor Pequero nåede på pletten et par gange

Erik Rasmussen

The Wizard, TryllErik, fodboldboheme, fodboldnomade – kært barn har mange navne.

Erik Rasmussen spillede for Brøndby, da det gik allerbedst under Morten Olsen. Der var mange topspillere på holdet dengang – én der kunne overstråle dem alle på sine bedste dage var denne sublime tekniker.

Det er bemærkelsesværdigt, at Erik Rasmussen kom fra flere sæsoner i USA med indendørs fodbold på programmet, hvorefter Morten Olsen ikke tøvede med at indlemme ham i truppen, da der igen var dansk grund under fødderne.

Det var rent trylleri, når TryllErik var i humør til virkelig at folde sig ud. På landsholdet blev det dog kun til sølle to kampe.

Richard Møller Nielsen fik fra pålidelig kilde underretninger om, at Erik Rasmussen var blevet spottet i det odenseanske natteliv under en landsholdssamling.

Kilden var såmænd Ricardos datter, og hun havde skam selv danset med Danmarks fodbold-boheme nr. 1.

I øvrigt fandt TryllErik sig ikke i hvad som helst. Da Peter Schmeichel havde råbt og skreget tilstrækkeligt meget under en opvarmningsøvelse, vendte Erik Rasmussen simpelthen bare om og gik sin vej.

Så kunne målmandskæmpen ligesom selv stå for at blive varmet op.

TryllErik kører rundt med Eintracht Frankfurt i 1990

Frederik Holst

Overskæg som 16-årig og en kort – men succesfuld – tjans som målmandsreserve. Der har været mange mindeværdige øjeblikke med Frederik Holst i hovedrollen.

Man kiggede lige en ekstra gang, når man spottede en spiller med sort moustache på Brøndbys ungdomshold i de år, Holst huserede der. Sådan kan man jo også tiltrække sig opmærksomhed.

Frederik Holst blev hurtigt en fanfavorit, der ikke var bleg for at sætte lidt kolorit på tilværelsen. Hvem husker ikke nytårstalen med Holst ulasteligt klædt i jakkesæt?

Eller hvad med udtalelsen om, at det var til grin at tabe ude i en skov efter nok et nederlag til Hobro?

Så var der også vanvidskampen mod Omonia på Cypern, hvor Frederik Holst trak i målmandstrøjen – og hold målet rent – efter Hradecky var blevet præsenteret for det røde kort.

Et par dage senere kunne man så erhverve sig en målmandstrøje med Holst på ryggen i limited edition. Den trøje er i dag både kult af højeste kaliber og et samlerobjekt af de helt store.

Frederik Holst holder nytårstale med håb om et fantastisk 2017

David Williams

Brøndby udvidede i det nye årtusinde sin scouting til også at omfatte Australien down under.

Herfra kom en ung og pågående angriber med mod på tilværelsen. David Williams gjorde hurtigt indtryk på andetholdet med 12 mål i fem kampe og blev derfor en del af førsteholdet.

Super-Dave fortsatte dog på ingen måde den vilde scoringsstime på højeste niveau, men fansene elskede ham alligevel. Det var fedt at have en Aussie på holdet – én der ikke brokkede sig og kæmpede for trøjen.

Talentet stod dog ikke mål med, hvad man fra klubbens side havde håbet på, da man hentede Wiiliams den lange vej til Danmark. 9 mål i et halvt hundrede kampe er ikke helt nok for en angriber i gult og blåt.

Efter tre sæsoner på Vestegnen gik turen så hjem til australsk fodbold. Brøndbys resultater tjekkes dog stadig af og til.

Én gang Brøndby, altid Brøndby, som man siger.

Super Dave – en del af Brøndbys ‘Young Guns’ anno 2006

Joseph Elanga

Under Michael Laudrup knagede det, som så mange gange før, på venstre backen. Elanga kom til og bidragede på ingen måde med stabilitet.

Udover de ekstremt svingende præstationer på banen, huskes Joseph Elanga for helt andre ting.

Per Nielsen fortæller i sin selvbiografi, at det aldrig var kedeligt i omklædningsrummet, når camerouneren var til stede. Herudover skæppede Elanga godt til bødekassen, da vækkeuret tilsyneladende aldrig fungerede optimalt.

Undskyldninger var der nok af: “Min taxa punkterede” – “Taxaen kunne ikke finde stadion” – “Bussen kørte ikke i dag” – “Nogen har taget mit vækkeur” – “Jeg troede ikke, vi skulle træne i dag.”

Vel ikke verdens største sensation, at Joseph Elanga endte sin tid i Brøndby med at blive smidt helt ud af førsteholdstruppen.

“Eeeeeaaasy money!” lød det fra en velbetalt Elanga, når han gik i bad efter endnu en let omgang træning med ungdomsspillere.

Hvordan var det nu Elanga-sangen gik? Var det ikke noget med, at han var Danmarks bedste venstre back?

Joseph Elanga deltager i en 3-0-sejr over Horsens i 2006

Hannes Sigurdsson

Et monster af en angriber fra Island, der blev hentet til klubben af Anders Bjerregaard i 2006.

I det hele taget havde Bjerregaard junior i sin korte tid som sportsdirektør et rigtig godt øje for spillere, der senere har opnået kultstatus.

Sigurdinho blev hurtigt kælenavn for den fysiske Sigurdsson. Man kunne ikke komme længere væk fra en brasiliansk tekniker – derfor lå navnet lige til højrepoten.

Brøndby kom fra fire år med teknisk betonet fodbold under Michael Laudrup. Nu hed træneren Rene Meulensteen og spillestilen skulle lægges noget om efter britisk forbillede.

Sigurdinho nåede faktisk at score fire mål i sin meget korte Brøndby-karriere. Derfor skal man passe på med, hvad man skriver på Twitter. Et par fans fik sig noget af en overraskelse, da Hannes Sigurdsson pludselig blandede sig i en tråd.

Debatten gik på, hvem der har været de værste transfers i Brøndby nogensinde. At det skulle have været Sigurdsson passede på ingen måde islændingen, der tog til genmæle:

– Wow, a clueless Brøndbyfan on Twitter … how original – keep your focus on the sandwiches buddy.

Hannes Sigurdsson netter til 3-0 i Royal League mod Hammarby

Kultspillere fra Brøndby IF 5-a-side

Hvis vi nu legede, at spillerne blev delt op på følgende to hold – hvem ville du så sætte dine penge på: Team Danton eller Team da Silva?

Team Danton 5-a-side

Team da Silva 5-a-side

Mangler der nogen på listen?

Måske har du særlige minder om nogle af spillerne? Del dem gerne med os andre i kommentarfeltet herunder.

Savner du nogle bestemte spillere på listen. Hvem? Det kan være, der bliver plads til dem i en senere artikel.

Det kan også sagtens være, der kommer nye kultspillere til Brøndby at tage i betragtning til fremtidige lister.

Tak til brondbystats.dk for hjælp med at lave denne liste.

2 Replies to “10 kultspillere i Brøndby IF”

  1. Hvor er Ayatollah Risager?
    På linie med Dan Anton som kultspiller som no-nonsense hard-hitter

  2. Hvor er Bjarne Jensen. Spille hele vejen fra Sjællandsserien til Superligaen på førsteholdet i alt 557 kampe??