Åge Hareide

Åge Hareide – Da mesterskabet blev fejret var træneren væk

https://www.facebook.com/groups/473428369366677

Brøndbys trænere del 5

Da den senere landstræner, Åge Hareide, satte sig i cheftrænersædet i begyndelsen af år 2000 varslede det indgangen til en ny epoke i Brøndby IF. Målet var at blive førende i Norden på linje med norske Rosenborg.

Klik her for at være med i ‘For Alle Os Med Brøndby I Hjertet!’ på Facebook sammen med over 30.000 andre fans

Åge Hareide skulle føre Brøndby tilbage til toppen

Forud for ansættelsen af Hareide var gået et halvt år med overgangsfiguren Tom Køhlert. Brøndby blev afleveret på en 2. plads i ligaen – seks point efter landsbyklubben Herfølge.

Hele fire spillere af nordisk oprindelse blev hentet til i vinterpausen: Mattias Jonsson, Krister Nordin og Magnus Svensson fra Sverige, samt nordmanden Roger Helland. Senere blev norske Stig Inge Bjørnebye også lejet i Liverpool pga. flere skader på Brøndby-holdet.

Spillestilen var fra start lagt an på en norsk inspireret 4-3-3, hvor der var mere fokus på power end klassisk fløjspil. Fra start var der dog bump på vejen. Man kan ofte læse meget ud fra en træners debut. Brøndby Stadion lagde græs til forårsåbneren mod Esbjerg, der drog hjem med en sejr på 3-2.

Åge Hareide kom ikke flyvende fra start i Brøndby

Teori på træningsbanen og glippet mesterskab

Den mere teoretisk anlagte træning var noget andet, end mange spillere i truppen havde prøvet tidligere. De svingende præstationer på banen i det første halvår har ganske givet haft meget med tilpasningen til en ny trænertype og spillestil at gøre.

Presspillet sad ikke altid lige i skabet. Men da guldaspiranterne fra Herfølge blev banket med 5-0 sidst på sæsonen, troede mange alligevel, at guldet ville havne på Vestegnen.

Det endte dog skuffende kun med sølvmedaljer om halsen efter sæsonen 1999/2000.

Herfølge Boldklub – med John Faxe Jensen som træner – kunne fejre sit første og sidste mesterskab, da klubben i dag som bekendt er en del af fusionen HB Køge.

Herfølge får store bank – men løber alligevel med guldet i år 2000

Manglende succes i Europa

En anden vigtig del af projekt-Hareide var, at man ville tilbage til tidligere tider, hvor Brøndby var en faktor på den europæiske scene også.

Efter deltagelsen i Champions League i 1998 havde man fået smag for mere. Brøndby skulle atter bide skeer med de helt store. Tilmed kunne man nu byde indenfor på et udbygget Brøndby Stadion, hvor man tidligere havde måttet leje sig ind i Parken til de store kampe.

Døren ind til den indbringende Champions League blev dog hurtigt smækket i af Hamburger SV efter en ellers heroisk og fokuseret præstation af Hareides mandskab.

Heller ikke i trøstturneringen UEFA Cuppen var der noget at hente. Kroatiske Osijek ekspederede den altid ambitiøse vestegnsklub ud allerede i 1. runde.

Panderynkerne var bestemt til at få øje på efter den første tid med Åge Hareide ved styrpinden.

HSV slukker Brøndbys drømme om Champions League

Mange mål førte igen kun til sølv

Vi befinder os under Åge Hareide i en tid i Brøndbys historie, hvor alt andet end guldmedaljer og europæisk succes var en absolut skuffelse. Forventningerne til Åge Hareide var tårnhøje, og i efterårssæsonen år 2000 blev der da også hamret masser af mål ind med en topplacering til følge.

Angriberen Peter Graulund viste sig tilliden værdig, da han fik chancen i front. Sammen med Mattias Jonsson dannede han en giftig angrebsduo, nu hvor man var gået væk fra 4-3-3 systemet.

Der var dog hård konkurrence i toppen af rækken.

Ærkerivalerne fra FC København kunne i 2001 fejre deres andet danmarksmesterskab efter et forårskapløb, hvor Brøndby havde måttet se sig besejret to gange af Roy Rodgsons tropper fra Østerbro.

Dele af Brøndbys engagerede tilskuerskare krævede Åge Hareide fyret. Der var ikke længere tålmodighed med træneren, og man krævede yderligere forstærkning af holdet.

Sølv var langt fra nok – guldet skulle hjem til Brøndby igen.

Spillemæssig forløsning og Europa-succes

I sommerpausen 2001 blev Peter Graulund solgt for et anseligt millionbeløb. Ind kom midtbanespillerne Mads Jørgensen og Peter Degn. Særligt førstnævnte skulle få en hovedrolle senere på sæsonen.

På ungdomsfronten blev Brøndby i 2001 ynglingemestre med spillere som Thomas Kahlenberg, Jonas Kamper og Niki Zimling på holdet. Der var altså masser af talent at hive op på førsteholdet, hvis Åge Hareide skulle føle for det.

Spillet flød nu endelig fra starten af efteråret 2001. Der blev banket mål ind i stimer, hvor særligt en ung Peter Madsen viste sig frem fra sin bedste side. Man lagde sig solidt i spidsen af ligaen og fremtiden tegnede atter lys over Vestegnen.

Også på den europæiske scene, var der glimt af tidligere tiders storhed.

Efter et skuffende nederlag ude mod kroatiske Varteks på 1-3, rettede man op på miseren med en fænomenal 5-0-afklapsning hjemme.

Senere måtte man dog kapitulere mod italienske Parma – men man havde atter fået vist sig frem fra sin bedste side.

Ved vinterpausen indtog Brøndby en suveræn førsteplads. Meget skulle derfor gå galt, hvis forspringet skulle sættes over styr i løbet af foråret.

Varteks 05 bliver sendt hjem fra Brøndby Stadion med en endefuld

Frustrationer og en afsked i utide

Opstarter har ofte været vanskelige for de gule og blå.

Der blev lagt skidt fra land i 2002 med et nederlag på 3-4 til OB. Herefter havde man mere end svært ved at genfinde melodien fra efteråret. Spillet hakkede og forfølgerne åd sig mere og mere ind på det ellers solide forspring.

Alt gik pludselig galt, og på banen var frustrationerne tydelige. Harmonien og spilleglæden var nu blevet afløst af angsten for at tabe. Det måtte simpelthen ikke gå galt. Presset var maksimalt på den norske træner.

I forbindelse med et hjemmenederlag til FC Midtjylland fik Peter Madsen en advarsel for at løbe frontalt ind i midtjydernes målmand. Åge Hareide kvitterede med en udskiftning i pausen. Billedet på en synkende skude var til at få øje på.

Efter kampen tog Hareide sin afsked. Troen på at bringe mesterskabet til Brøndby var væk – der måtte nye kræfter til, hvis man fortsat skulle have en chance. Med til historien hører, at Åge Hareides kone var blevet ramt af alvorlig sygdom. Det gjorde naturligvis, at fodbolden måtte træde i baggrunden.

Eller var det også en desperat ledelse, der diskret bad Åge Hareide om at trække sig? Bedøm selv.

Tom Køhlert sikrede guldmedaljerne

Åge Hareide blev fritstillet før de sidste seks kampe i turneringen. Ungdomstræner og brandslukker Tom Køhlert tog atter over, og resten er historie.

Med et sent mål i Parken mod FCK reddede Mads Jørgensen muligheden for at kunne spille guldet hjem i sidste runde.

Her kom konkursboet Lyngby BK på besøg med et hold af rene amatører. Der skulle dog gå – alt for – lang tid af den kamp, før Kim Daugaard med et forløsende frisparksmål sørgede for blå/gul jubel.

Dermed endte Brøndby som mester i sæsonen 2001/2002. Åge Hareide kan dog ikke tilskrives hele æren, da der blev fornyet tro på tingene efter klublegenden Tom Køhlert tog over.

Det huskes især tydeligt, hvordan en purung Thomas Kahlenberg blev bragt i spil i den altafgørende kamp mod FC København i næstsidste spillerunde.

Åge Hareide fik et blandet eftermæle

Efterskriften for Åge Hareide i Brøndby IF har smag af noget lige ved og næsten.

To andenpladser, en smule europæisk succes og et næsten-mesterskab står tilbage som de kolde facts. Det tjente dog absolut til Åge Hareides ære, at han satte klubben over sin egen position og trådte til side, da han følte, at der måtte noget andet til.

Eller blev han simpelthen tvunget til det?

Målet var at bringe Brøndby tilbage som klar nummer 1 i Danmark og tilmed som førende i et nordisk perspektiv. Der var lang vej endnu til målet, da man trods alt fejrede sit mesterskab nummer ni i 2002.

Titler og meritter i perioden som træner i Brøndby

  • Træner fra år 2000 til foråret 2002
  • Ingen titelfejringer men stor andel i mesterskabet 2002
  • Sølv i Superligaen i 2000 og 2001

Åge Hareide som landstræner for Danmark

Mange år senere blev Åge Hareide en succesfuld landstræner for Danmark med kvalifikation til to slutrunder ud af to mulige.

Et bittert nederlag i straffespark mod Kroatien i 2018 gjorde, at Danmark måtte tage til takke med en ottendedelsfinale ved VM i Rusland.

Desværre satte corona-pandemien en stopper for EM i 2020. Dermed fik Åge Hareide ikke mulighed for at føre sit projekt med Danmarks landshold til ende.

Hvem ved, hvad det kunne være blevet til i år 2020?

Åge Hareide viser, hvordan han fik Danmark til EM

Læs om Brøndbys andre trænere lige her