Brøndby - OB

Brøndby 3-1 OB: Overbevisende sejr med malurt i bægeret

https://www.facebook.com/groups/473428369366677

Brøndby leverede endelig en helstøbt god indsats med få lavpunkter. Lindstrøm strålede nok en gang – det samme gjorde Superliga-debutanten Blas Riveros med fart, optimisme og scoring.

To point op til det overraskende førerhold SønderjyskE på førstepladsen. Brøndby kan gå på sæsonens sidste landskampspause med højt humør. Hvad der ligner en alvorlig skade til Blas Riveros er dog en grim streg i regningen.

Her kigger vi nærmere på det gode og mindre gode imod OB søndag eftermiddag på Brøndby Stadion.

Klik her for at være med i ‘For Alle Os Med Brøndby I Hjertet!’ på Facebook sammen med 32.000 andre fans

⚽ Kampfakta

Brøndby IF 3-1 (1-0) OB

⚽ 20′ 1-0 Blás Riveros
⚽ 47′ 2-0 Andrija Pavlović
⚽ 55′ 3-0 Jesper Lindstrøm
⚽ 90′ 3-1 Max Fenger

Superligaen, runde 8

En kamp med mange lyspunkter

Efter en lidt hakkende start med gode chancer til OB, satte Brøndby sig efterhånden tungt på opgøret og trak sig fortjent ud som vinder. Man fik ellers bange anelser, da Mikael Uhre nok engang ikke fik tilstrækkeligt ud af anstrengelserne tidligt i kampen.

Lidt senere spurtede han dog fra OB-forsvaret og lagde bolden ind til Superligadebutant Riveros, som kanonerede kuglen i kassen. Det mindede om Johan Larsson i de gode gamle dage.

Brøndby pressede godt igennem med fuld energi. Efterhånden kom der endda styr på defensiven også, der ikke gav mange chancer væk. Riveros viste prøver på sin speed og pågåenhed, mens Frendrup spille klogt på den modsatte wingback.

Pavlovic fik også sat sin første kølige kasse ind efter hurtigt omstillingsspil. Lindstrøm til Corlu til Pavlovic og kasse. Meget mere af det tak.

Træerne voksede helt ind i himlen, da ustoppelige Jobbe igen trak ind i banen til sit højreben og bankede bolden helt op i krogen. Jo, Brøndby har igen en vaskeægte Superliga-profil.

Han er allerede mange penge værd. Men lad os nu lige holde fast på ham i et stykke tid endnu.

Vi var i total kontrol over kampen, og det var en meget fortjent sejr

Andrija Pavlovic til Brondby.com

Ubærlige scener da Riveros blev båret fra banen

Han spillede så godt og med så stort mod. Ovenikøbet med sit første mål i sin bare anden officielle optræden. Blas Riveros har allerede sat en tyk streg under, at han er en spiller, der kan rykke en hel masse i den rigtige retning.

Niels Frederiksen stod klar med Peter Bjur, så Riveros kunne komme ud og hvile stængerne efter to kampe på fire dage. Og så skete det. Ingen fulgte med frem, da den hurtige back modtog bolden, og så kunne han jo ligeså godt selv tage turen.

Riveros stødte voldsomt sammen med Ryan Johnson Laursen, netop som han var på vej til at glide forbi OB-spillerne igen. Smerten var ikke til at tage fejl af, da paraguayaneren grædende måtte bæres fra banen. Det ligner desværre en lang skadespause.

Mindre alvorligt var det, at Brøndby heller ikke mod OB formåede at holde målet rent. Det var dog kun kosmetik, da Max Fenger til allersidst udnyttede et øjebliks uopmærksomhed i de bagerste geleder.

Nu skal vi lige have dommen fra skanningen, men vi kommer til at hjælpe ham, og vi har alle et stort ansvar for at gøre det

Niels Frederiksen til bold.dk

Startopstillingen

Indskiftet: Bruus (59′), Bjur og Hedlund (73′), Børkeeiet (84′)

Niels Frederiksen havde rystet posen en del på midten af banen. Blas Riveros trådte som ventet ind i startopstillingen. I den modsatte side spillede Frendrup wingback, så Bruus kunne få et hvil på bænken.

Det gav plads til Rezan Corlu på midten, som nåede at sætte sit aftryk på banen, før en skade gjorde en ende på det. Radosevic sled og slæbte som vanligt – en ustoppelig energibombe.

Oppe foran ligner den foretrukne duo nu Pavlovic/Uhre. Pavlovic som den stationære type, der modtager bolden med ryggen mod mål og Uhre som hurtigløberen.

Jeg tog chancen og ramte den faktisk ikke helt perfekt

Jesper Lindstrøm til Brondby.com