Ebbe Skovdahl

Ebbe Skovdahl – Masser af titler og gode minder

https://www.facebook.com/groups/473428369366677

Brøndbys trænere del 2

Den anden træner, som havde ansvaret for Brøndby i landets bedste række, var Ebbe Skovdahl. Navnet vækker højst sandsynligt mange gode minder hos fans af de gule og blå.

Klik her for at være med i ‘For Alle Os Med Brøndby I Hjertet!’ på Facebook sammen med over 30.000 andre fans

Ebbe Skovdahl – Presfodbold og professionalisme

Ebbe Skovdahl kom til klubben midt i en vigtig tid for dansk klubfodbold. Brøndby IF var forud på mange områder og havde som den første klub i Danmark indført fuldtidsprofessionalisme.

Det førte både høje forventninger og en markant øget træningsmængde for spillerne med sig. Modstanderne skulle presses over hele banen – man skulle vise, at man var det mandskab i dansk fodbold, der var i bedst fysisk form. Noget, der skulle gå igen i langt senere sportslige målsætninger.

Brøndby blev i de år synonym med aggressiv presfodbold. Der var noget særligt ved at skulle op imod den ambitiøse klub fra Københavns Vestegn. Over hele landet tiltrak man en stor og trofast fanskare, som stadig viser sig på stadions, når Brøndby kommer på besøg rundt omkring.

Gennem 80’erne og 90’erne blev der fejret mange store triumfer med Skovdahl ved roret. Der var selvfølgelig også de kampe, man helst glemmer igen og som siden også har været med til at tegne billedet af klubben fra Vestegnen.

Det er med statistikker som med miniskørter. Det giver én en masse gode idéer, men skjuler det, der er vigtigt.

Ebbe Skovdahl

Brøndbys mest vindende træner

Ebbe Skovdahl står tilbage som den træner, der har bidraget med mest sølvtøj til klubbens trofæsamling.

Skovdahl var træner i tre omgange og satte sig første gang i cheftrænersædet i 1986, da han tog over efter Tom Køhlert, der lige havde vundet klubbens første mesterskab.

Naturligvis en svær opgave at følge op på, men det var faktisk lige ved at Skovdahl gjorde forgængeren kunsten efter. En sølvmedalje blev dog resultatet af første sæson med Skovdahl ved roret. En sæson, som også bød på klubbens første optræden i de europæiske turneringer.

Debuten i Europa

17. september 1986 tog Brøndby imod Honved Budapest i Europa Cuppen for mesterhold. John Faxe behøvede blot 13 minutter til at bringe Bifferne foran, der siden ikke så sig tilbage og vandt deres europæiske debut med cifrene 4-1. I returkampen på udebane blev det 2-2 og dermed var Brøndby sikkert videre.

I næste runde ventede Dynamo Berlin fra det daværende Østtyskland. Det samlede resultat lød på 3-2 til Brøndby, der overvintrede i sin europæiske debutsæson.

På den anden side af nytår kunne man se frem til to opgør imod den portugisiske storklub FC Porto i kvartfinalen. Her måtte man dog overgive sig efter et knebent, samlet nederlag på 1-2.

Ebbe Skovdahl fik dog tiltrukket sig interesse fra en anden storklub på den iberiske halvø.

Dejlige billeder fra Brøndbys første Europa Cup-kamp

Fra Benfica og hjem igen til trofæhøst

I sommeren 1987 takkede Ebbe Skovdahl ja til et tilbud om at blive træner i Benfica. Ansættelsen blev dog kortvarig, og da Brøndby i mellemtiden ikke havde fundet lykken med afløseren Birger Peitersen – på trods af klubbens andet mesterskab i kalenderåret 1987 – lå løsningen lige for.

Ebbe Skovdahl blev genansat forud for sæsonen 1988.

Med store profiler på holdet som Brian Laudrup, Kim Vilfort, Peter Schmeichel og Lars Olsen osv. tromlede Brøndby videre i den hjemlige liga. Også europæisk var der store øjeblikke med den hjemvendte Skovdahl ved roret.

1988 endte med endnu en guldmedalje, men sæsonen efter måtte man tage til takke med sølvet om halsen. I 1989 – hvor man fejrede klubbens 25-års jubilæum – kunne man tilmed også juble over Brøndbys første pokaltitel.

Bestyrelsen vurderede i slutningen af året, at det var nødvendigt med en ny træner med international erfaring for at bringe klubben endnu højere op.

Valget faldt på Morten Olsen, som lige havde indstillet en mangeårig spillerkarriere og dermed var klar til at tage fat på trænergerningen med tydelig tysk inspiration.

Her kommer Brøndbys gule hær – Og vi vil altid følge jer – Når I skal ud og spille bold – Hele Danmarks Gudehold

Faxe Tribunen

Fra turbulens og tilbage til Ebbe Skovdahl

Tiden med Morten Olsen endte efter to succesfulde sæsoner med en skuffende sæson tre, hvor tingene slet ikke fungerede.

En fyring blev en realitet, og man fandt igen den gamle kending Ebbe Skovdahl frem, som efter en kort ansættelse i Vejle Boldklub havde arbejdet i Brøndbys administration.

Med ikke kun sportslig, men også alvorlig økonomisk rod i klubben, var det nu af højeste vigtighed, at man igen fandt tilbage på rette spor.

Det lykkedes både at afværge en truende konkurs og samtidig holde på de bedste spillere. Arbejdsvilkårene var derfor ikke de værste for Skovdahl situationen taget i betragtning.

Sæsonen 91/92 kunne dog ikke reddes og sluttede med en skuffende syvendeplads. Men mon ikke det var et meget godt plaster på såret at se Danmark blive europamestre med ikke så få spillere med relation til Brøndby på holdet.

Nu skulle der igen fokus på hårdt arbejde og sammenhold. Ydermere satsede man hårdt på at udvikle klubbens egne talenter, så de kunne slå igennem på førsteholdet og gerne give bonus senere hen i form af lukrative transfers.

De trofæmæssigt bedste år på Vestegnen lå ikke langt ude i fremtiden.

Storhedstiden i 90’erne

Stilen var nu lagt for fremtidens Brøndby-hold.

Med fokus på at få landets største talenter bygget op i klubbens egen ungdomsafdeling, og samtidig hente nogle af de største profiler fra konkurrenterne i landet, skulle der igen guld i trofæskabet.

Nu fulgte tre sæsoner med to bronzemedaljer, én af sølv, samt klubbens anden pokaltriumf i 1994. Hertil skal også nævnes en kæmpe bedrift i oktober 1995, hvor et velplaceret hovedstød af den norske stopper Dan Eggen sendte Liverpool ud af Europa Cuppen.

Jo, der er så sandelig mange mindeværdige kampe at se tilbage på.

Ambitionsniveauet var efter den turbulente sportslige og økonomiske tid skruet ned. De tre topplaceringer lovede derfor godt for fremtiden.

Nu skulle det sidste skridt tilbage mod toppen tages med Ebbe Skovdahl som manden med taktstokken.

Eggen sender Liverpool ud og Skovdahl jubler på trænerbænken

Tre gange guld i træk

I ’96, ’97 og ’98 sikrede Brøndby sig tre mesterskaber på stribe – samt en pokaltitel i 1998.

Det forjættede land Champions League blev også nået i 1998. Her kom man i en dynamitpulje med Barcelona, Bayern München og Manchester United.

Brøndby fik på bedste vis gjort opmærksom på sig selv på den helt store scene, da man i gruppespillets første kamp besejrede Bayern München med 2-1 på et sent vindermål sat ind af Allan Ravn.

Ebbe Skovdahl havde rigeligt med spillere af højeste karat at vælge imellem, når brikkerne skulle fordeles på taktikbrættet: Ebbe Sand, Kim Vilfort, Allan Nielsen, Ole Bjur, Kim Daugaard, Per Nielsen, John Faxe, Peter Madsen, Søren Colding, Mogens Krogh osv.

En trup bestående af en homogen blanding af unge spillere på vej frem og rutinerede kræfter, som havde prøvet meget i deres karrierer.

Det var i anden halvdel af 90’erne det hele faldt i hak. Tilskuertallene til Brøndbys kampe eksploderede, og titlerne kom i hus. Træneren hed Ebbe Skovdahl og praktiserede presfodbold i en 4-4-2 med stor succes.

Trænertiden i Brøndby sluttede med en skuffende sølvmedalje i 1999. Skovdahl takkede herefter ja til et tilbud fra skotske Aberdeen.

Tilbage står mange af de mest mindeværdige sæsoner og kampe i klubbens historie. Manden med det sportslige hovedansvar hed Ebbe Skovdahl.

Titler, meritter og perioder som træner i Brøndby

Ebbe Skovdahls trænertid i tal ser således ud.

Cheftræner:

  • 1986 til sommeren 1987. 1988 til 1989. Forår 1992 til sommer 1999.

Mesterskaber:

  • 1987 (kun træner i første sæsonhalvdel). 1988. 1996. 1997. 1998.

Pokaltitler:

  • 1994. 1998.

Aflæg et besøg i Ebbe Skovdahl Fan Lounge

Til dato er Ebbe Skovdahl både den længst siddende cheftræner og den mest vindende i klubbens historie.

Efter fire år i Aberdeen sluttede Ebbe Skovdahl trænerkarrieren af i Boldklubben Frem i 2005.

Du kan i dag tænke tilbage på de gyldne sæsoner, når du besøger Ebbe Skovdahl Fan Lounge på Brøndby Stadion.

– Det har været en fantastisk tilværelse. Jeg er helt tilfreds med, hvad jeg har oplevet og opnået, udtalte Skovdahl til Tipsbladet i forbindelse med sit karrierestop.

Vi andre er også tilfredse, når vi ser tilbage. Vi takker for en fantastisk tid og håber på ligeså succesrige år i fremtiden.

Tre store bedrifter af Ebbe Skovdahl

  1. Storhedstiden i 90’erne med tre mesterskaber på stribe. Total dominans af den hjemlige liga.
  2. Den første kvalifikation til Champions League efter flere mislykkede forsøg.
  3. Videreførelse af Tom Køhlerts flotte arbejde i 80’erne – bl.a. med europæisk fodbold som resultat.
Her byder en stolt Ebbe Skovdahl indenfor i sin fan lounge

One Reply to “Ebbe Skovdahl – Masser af titler og gode minder”

  1. Han var nok den mand som startede den kultur der hedder engang brøndby altid brøndby den mand vil altid være et ikon og vil aldrig blive glemt R. I. P