Brøndby - FC Midtjylland

Efter BIF-FCM: Manglende effektivitet kostede dyrt

https://www.facebook.com/groups/473428369366677

Brøndby havde chancerne til at lave en ‘Atalanta’ mod FC Midtjylland, men skarpheden manglede. I stedet blev det til et ubærligt nederlag i sidste sekund.

Flot spil i lange perioder af kampen – men ingen point. Brøndby satte modstanderen skakmat med masser af åbne tilbud foran kassen.

Spillet peger i den helt rigtige retning. Hvis særligt angriberne i truppen indstiller sigtekornet, bliver det rigtig godt fremover. Der er dermed masser at tage med videre, når man nu må undvære pointene.

Klik her for at være med i ‘For Alle Os Med Brøndby I Hjertet!’ på Facebook sammen med 32.000 andre fans

⚽ Kampfakta

Brøndby IF 2-3 (1-0) FC Midtjylland

⚽ 16′ 1-0 Andreas Bruus
⚽ 51′ 2-0 Jesper Lindstrøm
⚽ 62′ 2-1 Anders Dreyer
⚽ 73′ 2-2 Pione Sisto
⚽ 90′ 2-3 Marvin Schwäbe (Selvmål)

Superligaen, Runde 6

De brændte chancers kamp

Brøndby kan takke deres egen manglende skarphed for, at det ikke blev til en sejr over FC Midtjylland. I første halvleg, og i starten af anden, havde man rigeligt med chancer til at gøre det helt grumme ved gæsterne.

En dyr fejl i feltet lukkede desværre FCM ind i kampen med masser af tid tilbage at spille – og så blev det nervøst.

Midtjyderne har voldsom individuel kvalitet. Fx i form af indskiftede Pione Sisto, der sørgede for udligningen på et frispark, hvor Marvin Schwäbe ikke havde fået skruet handskerne helt godt på.

Erik Sviatchenko var stadig på banen til sidst. Dermed kunne han pande bolden mod kassen. Inden på stregen fik målmand Schwäbe fumlet bolden indover stregen i selskab med først overligger og siden eget hoved.

Fodbold når det er allerværst. Og allerbedst, hvis man er fan af FC Midtjylland eller neutral iagttager. Hold op, hvor var der knald på den fodboldkamp og ikke ét roligt øjeblik!

Det er selvfølgelig frustrerende, at vi ikke laver flere mål

Andreas Maxsø til Brondby.com

Marginaler for eller marginaler imod

Brøndby havde tur i den i starten af Superligaen 20/21, hvor et par sejre i sidste øjeblik lunede godt i stillingen. Nu ser det ud til, at bøtten er vendt. Brøndby har spillemæssigt præsteret godt – men fået 0 point.

Ingen angribere har scoret i to kampe, hvor der så sandelig har været chancer til flere end de par scoringer, det er blevet til. Når man så samtidig laver fejl i og omkring eget straffesparksfelt, må det næsten gå, som det er gået.

Dommeren kunne have stanget en udvisning ud til FCM, før Rosted fik marchordre med en smadret rude til følge. Hvad man skal huske på i den forbindelse er, at det altså ikke var dommeren, der stillede sig i vejen, da man misbrugte chance efter chance tidligere i kampen.

En stor opgave for trænerteamet

Så hvad gør man lige? Man har præsteret mindre godt og fået sejrene. Sidenhen er spillet kommet i gang – men kampene er endt med nederlag.

I den kommende uge venter der en stor opgave for trænerteamet. Troen på projektet skal bevares. Man kan ikke blive ved med at være det klart bedste hold i store perioder og ingen point få.

Kuglen skal i kassen – det er sådan set det eneste, der mangler i al sin væsentlighed.

AaB venter på søndag i Aalborg. Bestemt heller ingen nem kamp. Måske der denne gang er anderledes skarphed, når chancerne byder sig.

Vi skaber også mange chancer, men vi forærer dem jo tre mål

Niels Frederiksen til Brondby.com

Startopstillingen

Inskiftet: Vigen (71′), Hermannsson (82′) & Slimane (86′)

Blas Riveros fik blomster før kampen – men ingen plads i truppen. Kevin Mensah spillede hermed endnu en gang pladsen som venstre wingback, hvilket betød masser af energi men også en skæbnesvanger fejl.

De tre unge – Lindstrøm, Frendrup og Bruus – var iøjnefaldende. Der er altså masser af løfter for fremtiden til trods for det bitre nederlag. Særligt Jobbe træder mere og mere i karakter som en af ligaens offensivprofiler.

Vigen var endnu ikke klar til en startplads, hvorfor hårdt kæmpende Radosevic igen tog pladsen på midten.

Det blev ved lige ved og næsten for angriberduoen Uhre/Pavlovic. Heri finder man hovedårsagen til de manglende point i de to seneste kampe.

Og så er der mysteriet Hedlund. Fra startpladser i sæsonens første fire kampe til en plads på tribunen. Så må man godt nok have gjort det skidt til træning!

Vi skal lige sluge den og så analyserer vi på det

Andreas Bruus til 3point.dk