Landsholdet

Et liv med fodbold er et rigt liv

EM 2020 – afholdt i 2021 – blev noget helt særligt. Det er de fleste danskere nok enige om. De store slutrunder har altid været fikspunkter, hvor jeg kan huske meget klart, hvad der ellers har rumsteret omkring mig.

Mit første klare fodboldminde var, da Danmark kiksede kvalifikationen til VM 1990. Jeg blev hentet tidligt fra fritidshjemmet, da manglende lys på stadion i Ceacescus Rumænien gjorde, at kampen i november 1989 blev fløjtet i gang før mørket faldt på.

Flemming Povlsen bragte os hurtigt foran – men vi endte med at tabe 1-3. Kort tid efter blev Ceacescu skudt og hængt op til offentlig skue.

Bag det helt rigtige mål til Danmark-Rusland

Nogle år senere var der i den grad revanche, da vi mirakuløst vandt EM i 1992. Mit hjerte var stadig i affekt dagen efter semifinalen mod Holland. Lægen måtte medgive, at det da også havde været en spændende kamp.

Jeg så pokalen udstillet på Nationalmuseet 19. juli på min 9-års fødselsdag. Mit højeste ønske den sommer.

Ved dette EM oplevede jeg to kampe i Parken – men det var lidt presset med en højgravid kone derhjemme. Heldigvis kom veerne hverken under forløsningen mod Rusland eller til den vanvittige kamp mellem Spanien og Kroatien.

Langt de fleste danskere havde et eller andet forhold til denne slutrunde. Selvfølgelig hjulpet på vej af Christian Eriksens kollaps i første kamp mod Finland.

Der var helt sikkert en masse corona-frustrationer, der blev festet og jublet væk rundt omkring i kongeriget. Landsholdet blev et stærkt samlingspunkt som i roligan-80’erne. Jeg selv fik da øl i håret ved mere end bare én lejlighed.

Brødrene Richter er kravlet op og lufter Dannebrog under national eufori

Min søde kone meldte sig endda på banen som fan. Pludselig kørte der fodbolddokumentarer over skærmen – og det var ikke mig, der trykkede PLAY. Den havde jeg sgu ikke set komme! Kasper Hjulmands biografi blev også reserveret på biblioteket uden min hjælp eller tilskyndelse.

Lille Bertram var lidt længe om at melde sin ankomst. Skæbnen ville selvfølgelig, at veerne kom lørdag morgen 3/7 – på dagen, hvor vi skulle møde Tjekkiet i kvartfinalen. Jeg aflyste eventuelle festlige aftaler i tilfælde af sejr. VI hastede derefter mod Hillerød Hospital, så hurtigt de gentagne bump på vejene nu tillod det.

Bertram blev født 14.33 i god tid før kick-off kl. 18. Komplikationer omkring moderkagen gjorde dog, at det var på et hængende hår, at jeg så med fra kick-off i Baku.

Netop som spillerne gik på banen blev der kørt en TV-skærm frem af det venlige og fodboldinteresserede personale. Derefter gik det jo meget godt – selvom pulsen da nåede fødselshøjder sent i kampen.

Lille Bertram fik en dansk sejr i fødselsgave

England viste sig desværre for stærke i semifinalen. Tanken var tom. Pludselig var det hele slut. Det gjorde så ondt, fordi det havde været så godt.

En lang rejse bød på både fest, jubel, rædsel, eufori, skuffelse, stolthed og hvad der ellers hørte sig til af ting og sager fra hele følelsesregistret.

Det er bare så kæmpestort, når vi som lille land viser os frem på den helt store scene. Det skal man være fodboldhader – eller modstander af national folkefest – for at benægte. Dem om det. Synd for dem.

Nu vil jeg snart pille min EM-stue ned og gemme det hele væk til en anden god gang. Herlighederne skal jo nok findes frem igen, når VM afholdes i december 2022 – desværre i Qatar.

Danmarks Drenge samlede nationen. Jeg var med som en ægte roligan. Vi var der alle sammen – på hver vores måde.

Slutrunder får mig til at høre sange med både Alphabeat og Big Fat Snake på repeat. En helt særlig præstation.

Danske fodboldsange
Hvad der end sker – er vi de rød-hvide musketer’

Jeg har danset med min datter på 4 år hver morgen til tonerne af Re-Sepp-Ten og Danmarks Dynamite. Det var som om, at fodbold for hende alligevel nu ikke var så kedeligt endda. Noget var i gære.

Undskyld Beate, at jeg råbte så højt, da Dolleren satte den ind mod Wales. Du blev jo vildt bange.

Hvilken rejse det var.

Livet ville være fattigere uden fodbold. Verdens vigtigste ikke vigtige ting.

EM-stue i Smørum, sommeren 2021