AGF - Brøndby

Før AGF-BIF: En svær udebane på en mandag aften

https://www.facebook.com/groups/473428369366677

Der skal en sejr til, hvis FC Midtjylland skal vippes væk fra Superligaens førsteplads igen. Pilen peger da også klart opad for Brøndby, mens modstanderne fra AGF er inde i en mere blandet periode.

Aarhus er ikke den nemmeste udebane for Brøndby IF. De fleste husker dog nok tilbage på en vis 7-0-sejr med glæde. De endnu ældre fans kan også huske en 3-3-kamp, der føltes langt mere som en sejr.

Jesper Lindstrøm er flyvende og gør rent bord i forhold til alle kåringer for tiden. Kan han hjælpe Brøndby med at flyve op på førstepladsen igen en mandag aften i den søde juletid? Det er spørgsmålet.

Klik her for at være med i ‘For Alle Os Med Brøndby I Hjertet!’ på Facebook sammen med 32.000 andre fans

Mod på tingene i Aarhus

Corona-smitten er støt stigende i Danmarks store byer. Det samme er Brøndbys formkurve, der senest fik føjet en 4-1-sejr over Lyngby til sig. Spillet var ikke godt før pausen – men effektiviteten var stor efter pausen, og så blev der aldrig tvivl om de 3 point.

AGF blev før sæsonen spået som en outsider til mesterskabet men må siges at have skuffet noget. Smilene i ‘Smilets By’ er stivnet i sæson 20/21, hvor tingene ikke længere kommer så nemt.

Senest har man så mistet sin sportsdirektør til FC København. Der må sidde århusianere med bange anelser, da tingene tidligere er gået helt skævt, når først korthuset begyndte at ramle.

Det er sjovt at se især de unge spillere, som har rykket sig en del

Andreas Maxsø til Brondby.com

De giftige omstillinger skal findes frem igen

AGF er på hjemmebane og må forventes at komme bragende frem ad banen. Noget, som passer Brøndby særdeles godt med tanke på de livsfarlige omstillinger, man har fået udbytte af flere gange i sæsonen.

Brøndby er farligst, når der er plads at spille på for offensivens hurtigløbere. Mikael Uhre har vist vejen, Lindstrøm behøver ikke længere nærmere introduktion – og sådan kan man faktisk blive ved en del tid endnu med succeshistorierne.

Man fremstår mere og mere som en enhed, der skaffer resultaterne – selv på mindre gode dage. Mange eksperter peger ofte på FC Midtjylland som i en klasse for sig – ikke mindst med tanke på det overvældende spillermateriale, man har til rådighed.

Men hvem ved?

Om nogle år vil man måske kigge på Brøndbys trup anno 20/21 og se flere navne, der nu gør sig gældende på store adresser rundt omkring i fodbold-Europa?

De unge spillere bliver sjældent dårligere som sæsonen skrider frem. Der kan komme udfald – men overordnet vil man føle sig mere og mere fortrolig med, hvordan tingene fungerer i Superligaen til forskel fra i ungdomsrækkerne.

Vi er måske lidt mere primitive end nogle af de andre hold i Superligaen, da vi er bedst, når vi står kompakt, vinder bolden og kører omstillinger

Andreas Maxsø til Brondby.com

Startopstillingen

Pavlovic blev skadet mod Lyngby – dermed bliver der comeback til Simon Hedlund i startopstillingen. Det giver så endnu mere hurtighed til offensiven.

Dette må blive startopstillingen, der skal hente sejrene hjem i resten af efterårssæsonen, selvom andre spillere står på spring. Niels Frederiksen kommer naturligt nok til at satse på det sikre, som da også har præsteret til den bedste sæsonstart siden 04/05.

Unge Mathias Kvistgaarden er med på bænken, hvis det skulle knibe med skarpheden oppe foran. Jesper Lindstrøm kan selvfølgelig også blive rykket helt i front, hvilket vil gøre plads til Lasse Vigens glimrende spilforståelse længere tilbage på banen.

Truppen til kampen mod AGF mandag d. 7/12 kl. 19:

1. Marvin Schwäbe (GK)
30. Mads Hermansen (GK)
3. Anthony Jung
4. Sigurd Rosted
5. Andreas Maxsø
6. Hjörtur Hermannsson
11. Mikael Uhre
17. Andreas Bruus 
18. Jesper ‘Jobbe’ Lindstrøm
19. Morten Frendrup
21. Lasse Vigen
22. Josip Radosevic
24. Joel Kabongo
25. Anis Slimane
27. Simon Hedlund
29. Peter Bjur
36. Mathias Kvistgaarden
42. Tobias Børkeeiet