Brøndby - OB

Før Brøndby-OB: Tid til Riveros og Børkeeiet fra start?

https://www.facebook.com/groups/473428369366677

Brøndby hentede en snæver pligtsejr i pokalen, og nu venter så OB i Superligaen. Ovenpå tre nederlag i træk er det måske tid til at Niels Frederiksen ryster posen en smule?

Brøndby har haft deres gode spillemæssige perioder hidtil i Superligaen. Og så har der været dele af kampene, hvor meget har haltet. 12 point efter syv kampe og bare to point fra førstepladsen er dog et godkendt udbytte så langt.

Det er snævert i Superligaen 20/21. Brøndby kan sørge for god stemning i den forestående landskampspause med en sejr – og godt spil – mod OB kl. 16.

Klik her for at være med i ‘For Alle Os Med Brøndby I Hjertet!’ på Facebook sammen med 32.000 andre fans

En helstøbt indsats efterspørges

Brøndby fik i starten af sæsonen fuldt udbytte trods svingende præstationer på banen. Senest er det så gået helt den modsatte vej. Nederlaget til AaB var der dog ikke så meget at sige til, da man spillede en rædsom 2. halvleg.

Nu er OB heldigvis en noget anden kaliber end AaB. Ihvertfald når man kigger på det indbyrdes regnskab mod Brøndby. Sejrene sidder noget løsere mod Odenses fodboldflagskib – statistikken taler sit tydelige sprog.

Det bliver ganske givet to hold, der stiller op i hver deres 3-5-2. Det har tidligere givet låste kampe, hvor man sætter hinanden skakmat. De individuelle præstationer skal bryde de snævre rammer.

Lindstrøm er endnu en gang nøglespilleren, der med løb skal finde plads mellem kæderne. Man så hvor meget, han manglede mod Ledøje-Smørum senest. De to mere stationære typer Corlu og Slimane fik ikke rigtigt rykket modstanderens defensiv fra hinanden med få chancer til følge.

Af samme grund er det oplagt at spille med endnu en hurtigløber fra start. Simon Hedlund scorede det enlige mål i torsdagens kamp, som sikrede Brøndby videre avancement. Der bliver plads bag OB’s bagerste kæder, hvis de dybe afleveringer sidder lige i skabet.

Jeg ser det som en rigtig god mulighed for at komme tilbage på sporet og forhåbentlig gøre en god figur efter de tre nederlag i Superligaen

Morten Frendrup til Brondby.com

To do-listen

1️⃣ De personlige fejl i defensiven skal undgås for enhver pris. Brøndby har kun holdt målet rent én gang i sæsonen – mod Ledøje-Smørum fra Danmarksserien.

Den slags koster. Det er væsentligt sværere at vinde kampe, hvis man absolut behøver at score flere end et mål i den anden ende. Er Andreas Maxsø manden, der kan få den defensive skude på ret køl igen?

2️⃣ Kampen skal gøres til en dyst på tempo. Et af Brøndbys absolut stærkeste kort er den store speed hos flere af spillerne. Nu byder Blas Riveros sig også til med vild topfart.

OB vil stille sig langt tilbage på banen, så der ikke bliver unødig plads at løbe på. Tør Brøndby lokke modstanderen frem, så man kan sætte i livsfarlige omstillinger, når bolden vindes?

3️⃣ Man skal fungere over 90 minutter – plus det løse. Udfaldene undervejs skal minimeres. Det har hidtil været en sæson, hvor der fx er blevet lukket for mange mål ind sidst i kampene.

Omvendt må man gerne finde tendensen fra sæsonstarten med at score til allersidst frem igen.

Vi har manglet det sidste og har ikke været dygtige nok til at forsvare

Niels Frederiksen til Brondby.com

Mulig startopstilling

Målmanden og de bagerste tre giver sig selv med Rosted i ekstra-karantæne pga. en baldret rude. Selvom man ikke gav chancer væk mod Ledøje-Smørum har hverken Skipper eller Hermansen i målet næppe spillet sig meget nærmere holdet.

Der bliver straks mere at flytte rundt med længere fremme. Riveros må sætte sig på venstre wingback fra nu. Paraguayaneren stod for en assist i sin debut – forhåbentlig den første af mange.

I modsatte side bliver der igen plads til Andreas Bruus i fraværet af – igen-igen skadede – Kevin Mensah. Det er to fløje med fart i fusserne, der kan sætte i spring, hvis muligheden byder sig.

Inde midtpå bliver gættet herfra, at Børkeeiet spiller fra start på bekostning af Radosevic. 10 millioner nordmanden gjorde det fint i torsdags og ligner en mand for fremtiden.

Lasse Vigen er skadet – igen-igen – og kommer dermed ikke til at presse Lindstrøm og Frendrup på den mere fremadrettede del af midtbanen. Corlu og Slimane spillede sig ikke tættere på holdet mod Ledøje-Smørum – desværre tværtimod.

Pavlovic brændte en god mulighed for at score sit første mål for Brøndby. Hedlund scorede. Forskellen på succes og fiasko for en angriber. Derfor må det blive udhvilede Mikael Uhre i selskab med lynet Hedlund fra start.

Seneste fem indbyrdes Superligaopgør

16.02.2020 OB 0-2 Brøndby IF
28.07.2019 Brøndby IF 3-2 OB
25.05.2019 OB 0-2 Brøndby IF
29.03.2019 Brøndby IF 2-2 OB
03.03.2019 OB 2-0 Brøndby IF