Morten Olsen

Morten Olsen – Da der kom tysk disciplin til Vestegnen

https://www.facebook.com/groups/473428369366677

Brøndbys trænere del 4

Morten Olsen startede sin trænerkarriere i Brøndby IF. Læs her om dengang Rudi Völler stjal en europæisk finale fra Brøndby i sidste øjeblik, lange løbeture i Brøndby-skoven og tyskerdisciplin.

Klik her for at være med i ‘For Alle Os Med Brøndby I Hjertet!’ på Facebook sammen med over 30.000 andre fans

Morten Olsen gjorde hurtigt Brøndby til et hold af vindere

I starten af 90’erne søgte ledelsen i Brøndby en træner, som kunne bringe klubben det sidste stykke vej til den europæiske top. Med ansættelsen af Morten Olsen kom der topprofessionelle tilstande til Vestegnen.

Perioden med den senere mangeårige landstræner bød på dominans i den hjemlige liga, en lige ved og næsten-finale i UEFA Cuppen, samt en afsluttende stor sportslig og økonomisk nedtur.

Egentlig havde man haft stor succes med den forrige træner Ebbe Skovdahl. Et par mesterskaber og sølvmedaljer var det blevet til. På den europæiske scene havde man også stukket snuden frem med bemærkelsesværdige resultater.

Brøndby var i samme periode blevet børsnoteret. Herudover var man førende i dansk fodbold hvad angik fuldtidsprofessionalisme.

Herlig dokumentar, hvor Morten Olsen afslutningsvis tager klubben til nye højder

Fra spiller i Bundesligaen til træner i den danske 1. division

I Tyskland havde landsholdets anfører Morten Olsen netop afsluttet en uhørt flot og lang karriere i en alder af 40.

Det var åbenlyst, at et trænerjob var næste skridt i fodboldens verden for den fanatisk seriøse eksspiller. Brøndby stod klar med en kontrakt og Morten Olsen blev lovet, at man ville strække sig langt for at tingene blev gjort som i en tysk topklub.

Det var nemlig ikke længere nok med hjemlige mesterskaber. Man havde et mål om at nå helt til tops i europæisk fodbold også. En europæisk semifinaleplads var en af målsætningerne i en tidligere nedskrevet femårsplan.

En ambitiøs målsætning – men absolut ikke urealistisk hvad de senere resultater tydeligt bekræftede.

Jeg foretrækker at sætte et point til i en kamp, hvor vi spiller godt – frem for at vinde 1-0 på dårligt spil

Morten Olsen

Skærpede krav til spillertruppen

Der blæste i den grad nye vinde over Vestegnen, da Morten Olsen gjorde sit indtog.

Træningsmængden blev væsentligt forøget, man gav hånd til træneren, når man mødte ind, og alting omkring førsteholdet blev i den grad optimeret i jagten på succes.

Øl og cigaretter blev bandlyst i omklædningsrummet. Trænerens ord var lov. Demokratiske tilstande kunne man godt spejde langt efter. Til gengæld kunne man se frem til hårde løb i Brøndby-skoven, når rusten skulle bankes af efter vinterpausen.

Spillerne kom i en hidtil uhørt god fysisk form – og det gjorde, at man havde en kæmpe fordel i den hjemlige liga. Brøndby kunne nu mase på i alle 90 minutter og dermed var meget allerede vundet.

Morten Olsen i en noget ældre udgave, end da han var træner for Brøndby

Profiler hentes ind af Morten Olsen

Det overordnede mål om europæisk succes kom før andet. Man hentede bl.a. John Faxe hjem fra tysk fodbold, og den elegante tekniker Erik Rasmussen kom til fra Frem efter et længere ophold i USA med indendørs fodbold på programmet.

I løbet af Morten Olsens første år som træner tabte Brøndby kun én kamp i danmarksturneringen. Allerede i femtesidste runde kunne man kåres som dansk mester 1990 i helt suveræn stil.

Fodbold-Europa blev også endnu engang gjort opmærksomme på de fremstormende blå/gule fra den københavnske vestegn.

Havde jeg haft en pistol, havde jeg skudt ham

Morten Olsen

Store tyske skalpe i UEFA Cuppen

Var der noget Morten Olsen kendte særligt godt til, var det tysk fodbold. Det skulle vise sig som en stor fordel, da der i efteråret 1990 atter kom europæiske kampe på menuen.

Eintracht Frankfurt, med flere tyske landsholdsspillere på holdet, blev løbet over ende i 1. runde, hvor ”Turbo” Bent Christensen bidrog med to mål i 5-0-sejren.

Returkampen blev dog lige lovlig spændende, da tyskerne hurtigt bragte sig foran 2-0. Igen blev Turbo-Bent redningsmand, da han reelt punkterede spændingen med sin reducering til 2-1. Kampen endte 4-1 til tyskerne, og Brøndby skulle nu bide skeer med det ungarske storhold Ferencvaros i 2. runde.

Endnu engang blev modstanden fejet til side med 3-0 hjemme og 1-0 ude. I 3. runde ventede så igen tysk modstand.

Bayer Leverkusen undervurderede ikke Brøndby, da man med egne øjne havde bevidnet, hvordan det tidligere var gået Frankfurt. Alligevel blev det en mindeværdig aften i den sidste kamp, der blev spillet i Københavns Idrætspark.

Før ombygningen satte Brøndby punktum med en 3-0-sejr, der var mere end rigeligt til at avancere til forårets kvartfinaler, hvor der ventede russisk modstand i form af Torpedo Moskva.

Der tages afsked med Idrætsparken på fornem manér

Optimale forberedelser før skæbneopgør

Årets første europæiske kampe ligger altid ubelejligt for de nordeuropæiske klubber. Man har endnu ikke taget hul på den hjemlige turnering og er derfor dårligere stillet end klubber fra sydligere breddegrader.

Til alt held måtte modstanderen fra Moskva slås med det samme handicap – foruden et nyligt sammenbrud af Sovjetunionen, hvilket førte drøje økonomiske tider med sig.

Brøndby havde forud for kampene forberedt sig optimalt via træningslejre under lunere vejrforhold i både Portugal, Spanien og Tyskland. Optakten til nogle af de største kampe i klubbens historie, kunne der derfor ikke sættes en finger på.

Brøndby Stadion blev ryddet for sne og udbygget med mobile tilskuere til lejligheden, så 15.000 tilskuere kunne bevidne en 1-0-sejr på mål af den unge Jens Madsen. Man havde derfor et udmærket udgangspunkt at tage med til returkampen.

Sejr på straffespark i Moskvas kulde

I Moskva ventede endnu mere kulde og nervepirrende spænding om at avancere til semifinalen.

Torpedo Moskva vandt kampen 1-0 på et sent mål efter kludder i Brøndbys bagerste rækker. Da der ikke blev scoret yderligere i den forlængede spilletid, måtte der straffesparkskonkurrence til, før Brøndbyerne kunne strække armene i vejret.

Kim Christofte trillede overlegent det sidste spark i kassen. Omtrent halvandet år senere skulle han gentage successen mod Holland i EM-semifinalen 1992.

Det hårde slid havde båret frugt. Morten Olsens Brøndby-hold var nu blot to kampe fra en europæisk finaleplads.

Den sidste hurdle, der skulle overvindes, var AS Roma.

Torpedo Moskva må se sig slået ud af Brøndby på hjemmebane

Lige ved og næsten i Rom

Morten Olsen betonede før opgørene vigtigheden i altid at have øjne på den tyske angriber Rudi Völler, som alene kunne afgøre en kamp. Desværre skulle det vise sig, at iagttagelsen var helt på sin plads.

Et tætpakket Brøndby Stadion lagde endnu en gang græs til første kamp. Brøndby pressede på kampen igennem, men en stram italiensk defensiv fik hvad den kom efter med et 0-0-resultat.

Affæren skulle derfor afgøres foran over 60.000 højlydte romere på Det Olympiske Stadion i Rom.

Hjemmeholdet kom planmæssigt i front.

Men da et selvmål bragte Brøndby på 1-1, stod man pludselig med det ene ben i UEFA Cup-finalen.

Rudi Völler ville det dog anderledes, da han få minutter før tid dukkede op i straffesparksfeltet og satte nådestødet ind.

Så tæt på en finale – det var næsten ikke til at bære. Kampen er selvfølgelig med på listen over de største nedture i klubbens historie.

Per Bjerregaard berettede efter kampen om, at gæsterne i romernes VIP-loge faktisk havde givet op og var på vej ud, da afgørelsen faldt. De vendte dog hurtigt tilbage igen …

Morten Olsen kan tilskrives meget af æren for en af de mest succesfulde europæiske bedrift i dansk fodbold.

Med sine mange år som bærende spiller på øverste niveau i både klub- og landsholdsfodbold vidste han om nogen, hvad der skulle til for at komme til tops.

Måske Brøndbys største kamp nogensinde

Et hurtigt mesterskab og starten på turbulente tider

Efter skuffelsen mod Roma kunne Brøndby fokusere på at blive den første vinder af den nyoprettede Superliga.

Man gik nu over til at spille efterår/forår som i de fleste andre europæiske ligaer. Det medførte en kort forårsturnering, hvor Brøndby til slut kunne fejre sit femte mesterskab.

I sommeren 1991 skete der så drastiske ændringer i den succesfulde spillertrup. Flere profiler og kulturbærere havde givet udtryk for, at de ønskede at prøve sig selv af i udenlandske klubber.

Klubben ville ikke stå i vejen for spillerne, som gennem mange år loyalt havde ydet deres bedste. Økonomisk var der naturligvis også masser at komme efter, da store klubber havde fået øjnene op for Brøndby IF.

Salg af profiler og nedturen mod Dynamo Kiev

Peter Schmeichel røg til Manchester United, Lars Olsen og Frank Pingel tog til Trabzonspor i Tyrkiet. Turbo-Bent fulgte senere trop med sit skifte til Schalke 04.

Morten Olsen skulle nu bygge et nyt hold op.

Målmanden Mogens Krogh og unge talenter som Ole Bjur og Bo Hansen stødte til en trup, som trods alt stadig rummede masser af kvalitet og rutine.

Det foryngede mandskab formåede dog ikke at sparke døren ind til forløberen til Champions League.

Dynamo Kiev blev endestationen efter 1-1 ude og 0-1 hjemme. Et nederlag, som senere skulle vise sig at få store konsekvenser for klubben, da man havde bundet an med de mange millioner en deltagelse ville havde kastet af sig.

Også i forholdet mellem spillertrup og træner var der uvejr i sigte.

Vi skal holde fast i det, vi tror på. Vores filosofi

Morten Olsen

Intern splid, økonomisk rod og dårlige resultater på banen

Det startede så godt, men endte skidt med Morten Olsen i cheftrænersædet. Ved udgangen af 1991 indtog man førstepladsen i Superligaen efter kun to nederlag i 18 kampe.

Men den hårde disciplin og kompromisløse ledelsesstil var begyndt at slide på dele af spillertruppen efter to år med Morten Olsen ved roret. En autoritær leder ligger langt fra det danske ønske om medbestemmelse og demokrati på arbejdspladsen.

Flere spillere luftede internt deres utilfredshed med den hårde linje og ønskede sig væk fra klubben. Hidtil havde ledelsen holdt hånden over Morten Olsen – men da de sportslige resultater blev kraftigt forværret i begyndelsen af 1992 trak det op til en afskedigelse af den hidtil så succesfulde træner.

Bestyrelsen følte, at Morten Olsen fik for stor magt i klubben. Man mente, at træneren var for egenrådig i sine beslutninger – noget som harmonerede dårligt med værdierne i Brøndby.

Manglende spilletid til klubbens talenter

I klubben var der også dem, som mente, at Morten Olsen ikke benyttede klubbens egne talenter i passende udstrækning. Det hele blev en sprængfarlig cocktail, da man samtidig på ingen måde nedjusterede de store ambitioner.

Brøndby skulle atter gå efter at gøre rent bord i både ligaen, pokalturneringen og Europa Cuppen. Desuden hed det sig, at det skulle ske med underholdende fodbold, der kunne trække folk på stadion uge efter uge. Unægtelig en stor mundfuld med tanke på hvilke profiler, der havde forladt klubben i løbet af 1991.

En ellers stærk spillertrup gik fra skuffelse til skuffelse i foråret 1992. Det var tydeligt, at kemien mellem træner og spillere var dårlig. Spillerne virkede slidte og uden den nødvendige vilje og gejst på banen. Den basale glæde ved fodboldspillet var forsvundet som dug for solen.

10. maj 1992 tabte man hjemme med 2-3 til Silkeborg, hvad der blev Morten Olsens sidste kamp som træner i Brøndby IF.

Sæsonen 91/92 endte med en skuffende 7. plads, hvilket betød, at man ikke havde kvalificeret sig til europæisk fodbold. Det værste resultat siden oprykningen til landets bedste række i 1981.

Se alle målene fra det fantastiske togt i Europa 1990-1991 her

Svære arbejdsforhold blev enden for Morten Olsen

I Brøndby IF ønskede man under Morten Olsen sportslig succes på alle fronter. Der skulle tilmed også spilles underholdende fodbold.

Efterhånden som økonomien begyndte at give problemer, måtte der fokuseres endnu mere på at bringe klubbens egne talenter frem på førsteholdet.

Morten Olsen kæmpede i øvrigt med stigende utilfredshed i klubben pga. hans kontante og autoritære facon. Olsen havde levet et langt liv i fodbold og været Sepp Pionteks forlængede arm på det fantastisk 80’er-landshold. Han vidste bedre end de fleste, hvad der skulle til i fodbold på øverste hylde.

Måske var det bare for stor en mundfuld for en klub i lille Danmark på daværende tidspunkt.

Formand Per Bjerregaard erkendte da også senere i bagklogskabens klare lys, at det var en fejl at fyre Morten Olsen dengang.

Der skete forfærdelig meget i Brøndby dengang, og så blev beslutningen taget

Per Bjerregaard

Modsætningsforholdet mellem en fodboldklub med stolte traditioner for medbestemmelse og en stærk trænerpersonlighed udefra på den anden side, førte til nogle år med rigtig meget succes, der blev afløst af skuffelser.

Om man kunne have rettet skuden op med Morten Olsen, kan man spekulere længe over. Der er dog ingen tvivl om, at den professionalisme og indsigt, som Olsen bragte med sig, har præget klubben for eftertiden.

Der skal nogle fyrtårne til for at vise vejen frem. Morten Olsen står som et af de store i klubbens historie – også selvom han fik skyld for at være for udansk i sin tilgang til trænerjobbet.

Titler og meritter i perioden som træner i Brøndby

  • Træner fra 1990 til foråret 1992
  • Mesterskaber i 1990 og 1991
  • Semifinale i Uefa Cuppen i 1991

Tre store bedrifter af Morten Olsen

  1. Skabelsen af et europæisk vinderhold på rekordtid. Brøndby var få minutter fra en UEFA Cup-finale et års tid efter ansættelsen af Morten Olsen.
  2. Dansk dominans med suveræne mesterskaber i de to første sæsoner.
  3. Professionalisering af hele klubben, som har betydet uendeligt meget for eftertiden.
Et portræt af Morten Olsen i anledning af optagelsen i Sportens Hall of Fame