AGF - Brøndby

Nedtakt: AGF 0-1 Brøndby

Da der blev fløjtet til pause, kunne Brøndby se tilbage på mindst en håndfuld gode – men spildte – muligheder. Derfor var det befriende, at man formåede at sætte en enkelt scoring ind i anden halvleg, som viste sig at afgøre kampen.

Et opgør mod rivalerne fra AGF er altid vigtigt – også selvom det kun er fjerdepladsen, der er på spil. Brøndby fik revancheret sig ovenpå en sæson, hvor AGF førte det indbyrdes opgør med to sejre mod nul.

Aarhusianerne måtte nøjes med bronzemedaljer, som de dog fejrede i stor stil. Brøndby går på forsinket sommerferie med masser af håb for fremtiden – et håb som de unge spillere har tændt op under.

⚽ Kampfakta ⚽

AGF 0-1 Brøndby IF

⚽ 73′ 0-1 Jesper Lindstrøm

⏰ Søndag d. 26. juli kl. 19:00 ⏰

Superligaen, Runde 36

8480 tilskuere på Aarhus Stadion

Jens Maae/Sandi Putros

Advarsler til Lindstrøm, Maxsø, Jung & Mensah

Gult/rødt til Maxsø

En flot afrunding i Aarhus

Det var faktisk ikke til at se på banen, hvem der havde mest på spil søndag aften på Aarhus Stadion. Brøndby fyrede den af med masser af hurtigløbere i startopstillingen, og det bekom ikke hjemmeholdet vel.

Thomas Helmig så på i selskab med søn Hugo, men lige lidt hjalp det. Brøndby misbrugte chancer på stribe og måtte nøjes med den enlige scoring som Lindstrøm satte ind efter et lynhurtigt angreb – og det var nok til sejr.

Der var feststemning i Aarhus alligevel – man sikrede sig de første medaljer siden 1997, som trods nederlaget var værd at fejre. Målscorer Lindstrøm udtrykte stor begejstring ved at have spoleret AGF’s sølvmuligheder.

Brøndby rundede en kaotisk sæson af med at slå en rival på udebane – bestemt værd at tage med ind i opstarten til den nye sæson. De mange unge spillere har brug for sejre for at føle, at de kan gøre sig på øverste niveau.

Succes avler succes – Niels Frederiksens knyttede næver og jubelbrøl ved slutfløjtet var ikke til at tage fejl af. Konceptet med masser af egenudviklede spillere på banen har vist sig at bære i mesterskabsspillet med ingen nederlag mod holdene i top 3.

Nu skal der bygges på gradvist, og så ved man jo aldrig, hvad det kan føre til i sidste ende.

Sjovt er det ihvertfald at se på, når Brøndbys unge drenge stikker en kæp i AGF-hjulet foran et så fyldt stadion, som det må være i disse pandemi-tider.

Man troede ikke, de var gode nok for et år siden, de her unge gutter

Niels Frederiksen til 3point.dk

To do-listen – Facit

(Optakt) Man skal holde hovedet koldt og stå imod presset, samtidig med at man tør spille bolden frem – i stedet for bare at losse væk for at få en puster.

Lykkedes det? Ja! Brøndby spillede over hele linjen en eksemplarisk kamp mod en modstander, som havde masser at kæmpe for. Brodden blev taget af AGF’s ventede pres, da Brøndby mødte hjemmeholdet højt på banen og turde spille sig frem ad banen.

Det førte til masser af muligheder, som desværre blev misbrugt – på nær et enkelt velgennemført angreb med 20 minutter tilbage.

(Optakt) Patrick Mortensen – hvem tager ham ud af kampen? Rosted, Frendrup eller måske anfører Maxsø?

Lykkedes det? Ja! Patrick Mortensen blev ikke topscorer i Superligaen. Den ære tilfaldt plaffeministeren Ronnie Schwartz, som akkurat overgik Kamil Wilczek med et mål på Brøndby Stadion i forrige runde.

(Optakt) Hvem leverer de skarpe indlæg til scoringer, som gør hjemmepublikummet tavst?

Lykkedes det? Mensah og Bruus leverede begge masser af energi og tempo i en taktisk triumf på sæsonens faldereb. Sidstnævnte kunne ovenikøbet nemt have bragt hjemmeholdet foran, da han bragede på undersiden af overliggeren.

Den afgørende assist leverede indskiftede Lasse Vigen efter et energisk ryk af målscorer Lindstrøm.

Det er super dejligt, vi kunne ødelægge deres drøm om andenpladsen

Jesper Lindstrøm til TV3 Sport

Startopstillingen

Indskiftet: 67′ Vigen (Hedlund ) 71′ Tibbling (Mensah ) 71′ Radosevic (Slimane ) 77′ Hermannsson (Lindstrøm)

Udenfor truppen: Kabongo, Gammelby, Tørnes, Skipper, Børkeeiet & Fisker

De unge kom, så og sejrede

Det var mere end noget andet ungdommens triumf i sidste ende. Det centrale trekløver, bestående af Frendrup, Slimane og Lindstrøm, er henholdsvis 19, 19 og 20 år gamle.

Læg dertil, at Bruus på 21 spillede wingback – så har du tegningen til noget, der allerede tegner særdeles lovende. Opskriften er klar: En stamme af unge og egenudviklede spillere krydret med mere erfarne kræfter udefra.

Hvis ikke de rette signings udefra er at finde, må man jo bare spille med flere af sine egne og se, hvor langt det kan bære.

En fodboldspiller udvikler sig kun i optimal retning, hvis han får kontinuerlig spilletid på højst mulige niveau. Man skal have ro til at finde sine ben at stå på – og tillid fra træneren, når man begår de uundgåelige fejl, som man tager ved lære af.

Tålmodighedsprojekter er historisk set svære at føre ud i livet i klubber med maksimal fokus udefra som Brøndby IF. Man skal hele tiden kunne se en pil, der peger opad, ellers vil omgivelserne kræve forandring her og nu – som regel en trænerfyring.

Niels Frederiksen vidste udmærket, hvor meget det betød at få ro på bagsmækken med en dejlig sejr i Aarhus mod et af sæsonens stærkeste Superliga-mandskaber.

Nu kommer der sandsynligvis til at ske ting og sager i transfervinduet. Der kan komme lukrative bud på stamspillerne, som man ikke kan sige nej til – sådan vil det altid være i en klub fra lille Danmark.

Det unge grundmateriale er atter at finde på banen i Brøndbyernes Idrætsforening, og det er dejligt at gå på Superliga-ferie med vished om.

Hvis jeg skal skifte fra Brøndby, skal det være det helt rigtige

Andreas MAxsø til 3point.dk

Dem holdt vi særligt øje med

Anthony Jung spillede igen habilt og bidrog til den kølige boldomgang nedefra, som Brøndby leverede. Var det sidste kamp i Brøndby-trøjen? Tiden vil gøre os alle klogere.

Marvin Schwäbe stod rigtig godt placeret imellem stængerne og plukkede også de bolde ned, der kunne være blevet ubehagelige. Hvis Stuttgart kiggede på i søndagens kamp, er de måske blevet overbeviste om at punge ud for at sikre sig den tyske målmand.

Simon Tibbling måtte nøjes med de sidste 25 minutter på banen, hvor han kunne juble sammen med resten af holdet, da den afgørende scoring faldt. Måske er der andre klubber derude, der ser et større lys i svenskeren, end Niels Frederiksen umiddelbart gør?

Josip Radosevic blev skiftet ind samtidig med Tibbling og bidrog hermed også til at køre sejren hjem. Kroaten tjener gode penge i Brøndby, så checkhæftet skal frem, hvis han skal tørne ud for en anden klub efter sommer.

Kan vi blive ved at bygge på, er det positivt

Niels Frederiksen til bold.dk

BrøndbyLister følger i de kommende uger op med nedtaktsartikler fra den netop færdigspillede sæson.

Herefter er det tid til optakt frem mod den spændende sæson 20/21, som forhåbentlig kaster masser af blå/gul-succes af sig.