FC Midtjylland - Brøndby

Nedtakt: FC Midtjylland 0–0 Brøndby

Torsdag aften i Herning bød på anden kamp i træk uden mål for Brøndby. Kan man holde buret rent, er det gerne et stort skridt på vej mod noget bedre.

At Brøndby så kun havde to forsøg i hele kampen, siger på den anden side noget om, at der stadig er lang vej at gå. Uafgjort på den klare guldfavorits hjemmebane er dog klart godkendt under alle omstændigheder.

Så hvordan slap Brøndby egentlig fra kampen med det ene point? Her får du nogle pointer.

Læs hele optakten til kampen her

Kampfakta

FC Midtjylland 0-0 Brøndby IF

18/6 2020 20:00

Superligaen, Runde 28

300 tilskuere, som havde forsamlet sig med trommer, sang og studenterhue

Dommer: Sandi Putros

Ingen kort til Brøndby

Relativt stilfærdig aften på MCH Arena

Hvis man mener, at mængden af tilskuere ikke præger et kampbillede, tager man grueligt fejl. Det er der vist ingen tvivl om efter denne ret fredsommelige nulløsning en sommeraften i Herning.

FC Midtjylland skabte da klart mest, men der var milevid forskel fra det tryk, man plejer at komme ud med på hjemmebane. Den tætte og hektiske atmosfære, der ellers er til stede, når FCM og Brøndby krydser klinger, var som forduftet.

Brøndby fik mere plads og tid til at flytte kuglen rundt, og det bekom dem godt. Man fik rettet en del op på fodboldmordet, vi var vidner til mod AGF forleden.

Alt starter med forsvaret

De kloge siger, at alle gode fodboldhold bliver bygget op fra forsvaret. Måske har vi noget stort i vente set fra den vinkel. I al fald har man nu holdt modstanderne fra at score i over tre timers spil i træk og samtidig holdt mængden af chancer imod nede.

Det siger noget om, at der er kommet langt bedre styr på de defensive aftaler. I dag tog unge Skipper så over fra karantæneramte Hermannsson, og det slap alle nådigt fra.

Om den gode defensiv har været på bekostning af spillet fremad banen, kan man altid hævde – men man skal jo starte et sted.

De to tilbud Brøndby skabte faldt begge i første halvleg. Det vil sige, at man i anden halvleg ikke havde så meget som bare ét enkelt lille forkølet skud udefra, hvilket selvfølgelig ikke stiller mange tilfredse.

Mere mod i opspillet og færre bolde i luften

Der blev hældt færre planløse bolde frem mod angrebet end mod AGF. Enkelte gange fik man tilmed sat en række hurtige pasninger sammen, som var lige ved at føre til noget giftigt.

Andreas Bruus på højre wingback præsterede klart til pil opad. Der var optimisme i løbene og tro på tingene. Klart bedste præstation i Brøndby-trøjen – og så på en svær udebane.

Nu venter så et andet af Superligaens tophold søndag aften på Brøndby Stadion, hvor der forsøgsvis bliver lukket 3000 tilskuere ind.

Det begynder at smage lidt af fugl. Når FC Midtjyllands 300 tilskuere kan bidrage med tiltrængt fodboldstemning – hvad kan 3000 så ikke mande sig op til, når der er københavnerderby på menuen?

Jeg synes, at det er ganske udmærket at få et kryds herovre

Andreas Maxsø

Tre ting vi skulle have svar på

(Optakt) Har Niels Frederiksen en eller anden form for overraskelse i ærmet? Noget som kan ændre det forventede kampbillede.

Svar: Nej, men han havde fået sat sit hold godt op til kampen. Det var tydeligt, at der var blevet talt ud om nogle af de ting, der ikke fungerede mod AGF. Man tog ikke bare imod fra FCM, men fik også skruet nogle angreb sammen den anden vej.

(Optakt) Holder man fast i 3-5-2-formationen, selvom der igen kun er to reelle alternativer til kanterne at spille ud med?

Svar: Man holdt fast i formationen, og det forløb tilfredsstillende. At en velspillende Andreas Bruus kunne holde til at spille hele kampen, var også klart en fordel, når man ikke har andre oplagte alternativer til pladserne som wingbacks tilbage.

(Optakt) Evner man og tør man spille bold med de stærke midtjyder – eller bliver der igen sparket masser af lange bolde, som er mere end svære for angriberne at arbejde med?

Svar: Ja, man greb ikke til de sikre lange bolde nær så meget som forleden. Godt nok fik man også langt mere tid og plads i en kamp, der ikke var præget af voldsom intensitet og duelspil.

To do-listen

(Optakt) Fysikken og tændingen skal være skruet op på max fra starten af kampen. FC Midtjylland ved intet bedre end et såret bytte at sætte tænderne i. Går Brøndby ind i duellerne med mandsmod og hjerte, behøver kampbilledet ikke blive så ensidigt, som de fleste gætter på.

Lykkedes det? Ja, man var klar fra start.

Til alt held kom FCM så heller ikke ud, som om de bare ville sætte tænderne i det sårede bytte for enhver pris. Foden var lettet lidt fra speederen, og det var til Brøndbys fordel.

(Optakt) Der skal simpelthen mere kvalitet i aktionerne, når man få gange får plads omkring FC Midtjyllands felt. I de foregående kampe er alt for meget blevet sløset væk, når chancen ellers endelig bød sig til.

Lykkedes det? Delvist.

Der var et par chancer i første halvleg, som blev skabt efter gode løb og kombinationer. Efter pausen blev det ved optræk og slet ingen forsøg mod eller forbi mål.

Hedlund lykkedes igen ikke med meget, Mraz kom ikke til afslutninger, Lindstrøm kludrede lidt i det på en ellers fin omstilling – og Uhre blev nedlagt, da det ellers lige så rigtig sjovt ud med en halv banelængde at løbe på.

(Optakt) Dødboldene er stadig et giftigt våben, som FCM gør meget ud af. Hvis det lykkes Brøndby at slå hjemmeholdets spil i stykker, er der altid de indøvede standardsituationer tilbage i værktøjskassen. Aftalerne skal sidde lige i skabet, hvis ikke ulvehylet skal gjalde over MCH Arena.

Lykkedes det? Ja, man fik markeret godt.

FC Midtjylland fik ikke rigtig deres angrebsmaskine til at køre. Til gengæld havde man så hele 11 hjørnespark at brillere med. Men de førte ikke til det helt vilde.

Brøndbyerne stod godt placeret og afviste – selvom det selvfølgelig ikke kan undgås, at der kommer optræk til noget farligt mod så god en modstander på standardsituationer.

Startopstillingen

Indskiftet: Tibbling (Vigen), Uhre (Mraz), Lindstrøm (Hedlund) & Slimane (Radosevic)

Karantæne: Hermannsson & Jung

Skader: Mensah & Børkeeiet

Uden for kamptruppen: Kabongo & Tørnes

Der var naturlige ændringer i startopstillingen grundet karantæner og skader. Niels Frederiksen holdt fast i det kontinuerlige arbejde med 3-5-2-formationen i stedet for at skifte tilbage til sin tidligere benyttede 4-3-3, selvom det kniber med alternativerne på især pladserne som wingbacks.

Slimane måtte en tur på bænken som følge af en række mindre gode præstationer efter fodboldens genopståen. Vigen kom ind og tog noget af det lederskab, man må forvente af en spiller med hans alder og rutine.

Gammelby virker stadig ikke til at have fundet sine rette ben at stå på, men bliver så heller ikke hjulpet på vej af, at skulle spille i venstre side. Bruus tog titlen som bedste wingback i denne kamp.

Det centrale trekløver stod godt imod og fik også skilt sig fornuftigt af med bolden. Der var dog stadig for mange svipsere til at Brøndbys spil for alvor kom til at flyde.

I denne kamp gjaldt det først og fremmest om at holde modstanderen stangen, og det lykkedes man med. Mange havde nok forventet et sandt stormløb fra FC Midtjylland og chancer på samlebånd – men sådan kom det ingenlunde til at gå.

Dem holdt vi særligt øje med

(Optakt) Marvin Schwäbe skal nok få noget at se til. På dødboldene vil der blive lagt særligt pres på den tyske keeper, som tidligere har manglet vildskab i disse ubehagelige situationer. Man kommer ikke fra Herning med point uden en toppræstation fra Brøndbys nummer 1.

Facit: Endnu en rigtig god kamp af Marvin Schwäbe i buret. Den tyske keeper har efterhånden udviklet sig til en sikker sidste skanse, hvilket 11 hjørnespark imod og 0 mål vidner om.

Afleveringerne ud sad ikke altid lige på foden, men til gengæld var der hurtige reflekser på stregen – og det er trods alt det vigtigste for en målmand. En god torwart er ofte point værd i tætte kampe som denne.

(Optakt) Anton Skipper kan se frem mod sin første kamp i meget lang tid – og så endda fra start på udebane mod det suveræne tophold. Jo, det er grove løjer – men den unge forsvarsspiller har tidligere vist, at han kan stå distancen med pres om ørerne.

Facit: Skipper slap godt fra kampen. Når der ikke bliver lukket mål ind, kan man altid sige, at forsvaret har gjort sin pligt. Der var dog lige en enkelt situation, hvor man frygtede, at Skipper gentog kunststykket med et selvmål ligesom sidst han var med fra start i Herning.

Det var sikkerhed frem for alt fra Anton Skipper, og det var godt at se.

(Optakt) Morten Frendrup skal ind at fighte, så det synger – det er ihvertfald forventningen herfra. Den unge mand trådte til mod AGF med alt, hvad man kender ham for. FCM er dog lige et niveau bedre. Der bliver som sagt rigeligt at se til.

Facit: Frendrup kæmpede og fightede som altid. Det centrale bolværk stod distancen som ene mand på 6’eren, hvilket gav nogle ekstra muligheder fremad banen end mod AGF.

Det er nok Frendrups ideelle placering på banen, hvis han kan agere bølgebryder alene og spille bolden sikkert videre til næste led. Det kalder på et genvalg mod FCK til trekløveret Fren-Rado-Vigen.

Profilen

Andreas Maxsø fik dirigeret sine tropper på plads og fik samtidig pillet pynten fuldstændig af Midtjyllands dyrt indkøbte Kaba. Stor kamp af en vigtig spiller, der som anfører skal gå forrest i både præstationer og lederskab.

Skuffelsen

Jens Martin Gammelby kom rigtig skidt fra start med flere kludrede aktioner, og det satte sig mentalt. Man fik slet ikke de samme optimistiske ryk fremad banen som fra den modsatte kant. Siden spillede han sig noget op, men er stadig alvorligt tynget af at skulle bære presset fra et dyrt prisskilt om halsen.

Strukturen på det defensive Brøndby-hold er godt

Erik Sviatchenko

Spiltips – Sådan gik det

Den sikre

Over 1,5 mål – odds 1,28

Forbier!

Kampen kom slet ikke til at forme sig som forventet herfra. Det var chancefattigt, hvilket naturligvis forringer mulighederne for en målrig kamp.

Den friske

Kampvinder og begge hold scorer – FC Midtjylland og nej – odds 2,50

Forbier!

FC Midtjylland var retteligt nærgående et par gange i slutfasen. Et mål her havde lukket kampen til jydernes fordel med 0 mål imod. Man må give Brøndbys nyfundne defensiv, at man skal stå tidligt op for at skabe chancer imod den.

Langskuddet

Handicap (0-2) – uafgjort – odds 4,20

Forbier!

Av for en triple af forbiere. En sejr til FCM på nøjagtig to mål kom aldrig på tale – og heldigvis for det.

Sådan forløb kampen

(Optakt) FC Midtjylland kommer ud i et tempo, som Brøndby har svært ved at hamle op med. Man fortsætter dog de sikrere defensive takter fra AGF-kampen, så FCM vader ikke i chancer.

Svar: Næ, FCM kom ikke ud med fråde om munden – måske fordi stemningen på stadion trods alt var mere tynd end sædvanligvis mod Brøndby. Der var gode defensive takter fra udeholdet – og en målmand, der under ingen omstændigheder havde sæbe smurt på handskerne.

(Optakt) Mod slutningen af første halvleg får Midtjylland dog alligevel valuta for anstrengelserne, da en tilfældighed efter en dødbold fører til et heldigt føringsmål.

Svar: Ingen dumme mål imod lige før pausen til trods for et orgie af hjørnespark til ulvene fra Midtjylland – godt klaret af Brøndby-drengene i feltet.

Kampbilledet var lidt det samme i anden halvleg til trods for at Midtjylland overtog mere og mere af spillet – uden at det blev decideret overlevelse for Brøndby på noget tidspunkt.

Omstillingerne stod Lindstrøm og Uhre for afslutningsvis. Men det blev ved lige ved og næsten og derfor 0-0 for anden gang indenfor blot fem dage.

Mon der bliver scoret hattrick mod FCK på søndag?

Resultatet

Der er grusomme 0-0-kampe som forleden mod AGF – og så er der dem, hvor der trods alt er lidt mere at bide i. Men igen en væsentligt mere tam affære end forventet på forhånd.