AC Horsens Brøndby

Nedtakt: Horsens 3-2 Brøndby

Brøndby spillede en dårlig kamp mod Horsens – så er det sagt med det samme. Kombinationer flød ikke, markeringerne sad ikke – og viljen manglede.

Men hvorfor gik det – helt – galt til sidst? Vi sammenfatter de vigtigste pointer fra det sidste opgør i Superligaens grundspil.

Læs hele optakten til kampen her

Kampfakta

AC Horsens 3-2 (0-1) Brøndby IF

18′ 0-1 Anthony Jung 
52′ 1-1 Hallur Hansson 
60′ 2-1 Hallur Hansson 
62′ 2-2 Sigurd Rosted 
90′ 3-2 Peter Therkildsen 

7/6 2020 17:00

Superliga, runde 26

Ingen tilskuere – men masser af glade papfigurer på tribunerne

Dommer: Peter Kjærsgaard-Andersen

Tre gule kort til Brøndby: Anthony Jung, Simon Tibbling, Sigurd Rosted

Gult/rødt: Anthony Jung

Jammerlig indsats i Horsens

Lindstrøm var igen et friskt pust oppe foran – og denne gang fra start, da Hedlund havde fået fri ovenpå strabadserne med at blive gift dagen før.

Og det var vel sådan cirka det positive at tage med videre fra denne kamp.

Kreativiteten manglede, afleveringerne ramte ikke, optimismen forsvandt, markeringerne var løse – og sådan kan man blive ved.

Brøndby fik aldrig taget ejerskab på kampen, hvorfor den blev spillet på Horsens præmisser med masser af fight og dueller.

Alt for ofte gik bolden bagud til forsvaret, som ikke kunne stille andet op end at aflevere langt – afleveringer, som ikke førte til noget som helst. Det centrale maskinrum på midtbanen blev stresset af Horsens tætte markeringer og energi i duellerne, hvilket førte til masser af tabte bolde og mangel på målchancer.

Få indslag fra kanterne

Jung var rykket fra venstre midterforsvar ud på sin gamle plads som wingback i fraværet af skadede Mensah. Det gav pote, da han luskede frem i feltet og smækkede 1-0-scoringen ind efter 18 minutters spil.

Ellers noterede man, at Jungs sikre opspilsfod manglede i de bagerste rækker. Det blev noget rod, hvor ingen formåede at slå afleveringerne præcist op til næste led. Bolden blev givet videre til sidemanden, som ofte kvitterede med en lang og svær bold op til angriberne.

Jens Martin Gammelby fik ikke oceaner af plads til at boltre sig på som mod SønderjyskE i forrige kamp. Man savnede vilje og mod, når der få gange opstod noget plads omkring ham. Bolden gik mere tilbage, end den blev flyttet frem i banen.

Indlægget, som Mraz snittede videre til Jung, fejlede dog ikke noget. Gammelby mangler stadig for alvor at ryste den dårlige start i Brøndby af sig. Der er lang vej op til den back, som man betalte Silkeborg dyrt for at købe fri i sin tid.

Jobbe stod alene med at levere energien

Jesper Lindstrøm er andet end en joker, man kan spille ud, hvis det kniber. Han kan også sagtens udfylde en rolle som angriber i Brøndbys 3-5-2-system fra start.

Faktisk stod unge Jobbe ret alene med at levere mod og optimisme denne tidlige aften på CASA Arena i Horsens. Mraz viste sig igen kun i få glimt, men blev heller ikke denne gang fodret med chanceskabende afleveringer.

Det kniber alvorligt med kreativiteten og kombinationerne – det må være en af de vigtigste pointer at tage med videre fra de første to kampe efter corona-pausen.

Når forsvaret så også er så uafstemt og løst i sine markeringer, skal det nærmest gå galt – og det gjorde det så også med tre Horsens-scoringer efter dårligt forsvarsspil i en frygtelig anden halvleg.

Lederskab efterlyses både indenfor og udenfor banen

Det kniber også med ledertyperne.

Maxsø er selvskrevet til at bære anførerbindet – Vigen kan levere en opsang til sine holdkammerater. Ellers er det en ret stilfærdig omgang spillere, der udgør Brøndbys førsteholdstrup i disse tider.

Et dumt svin eller to, der kan ruske lidt op i den gode stemning, har aldrig været at gå af vejen for …

Niels Frederiksen blev også verbalt overgået med længder af sin konkurrent Bo Henriksen. Hver sin stil på sidelinjen – men når spillerne ikke leverer den fight, kampen kræver på banen, er det rart, når der er nogen, der kan råbe dem op.

Horsens har nu i 2020 dukket både FCK, FCM og Brøndby.

Det blev til to sejre ud af to mulige over Brøndby i indeværende sæson. Heldigvis venter der ikke flere indbyrdes kampe, da Horsens spiller færdig i en af nedrykningspuljerne, og Brøndby fortsat jagter medaljer i slutspillet for de seks øverst placerede efter grundspillet.

Der er ‘lidt’ at rette op på i de 10 resterende kampe inden den mystiske corona-sæson 19/20 kan rundes af.

Giv mig noget power. Giv mig noget FUCKING power!

Bo Henriksen

Tre ting vi skulle have svar på

(Optakt) Det er lidt af et puslespil at sætte holdet grundet fraværet af Kevin Mensah. Vælger Niels Frederiksen at spille med Andreas Bruus fra start, eller rykkes Jung ud på wingbacken? Og hvad med Mraz i front – får han chancen igen, eller har Lindstrøm slået ham af?

Svar: Niels Frederiksen stolede ikke nok på Andreas Bruus til, at han fik chancen fra start. Løsningen med at rykke Jung ud i siden, og give comeback i startopstillingen til Rosted, blev valgt – uden stor succes, må man indrømme.

Angrebsduoen gav næsten sig selv, da et hemmeligholdt svensk bryllup satte Hedlund ud af spil, så Lindstrøm kunne spille fra start. Mraz overbeviste igen ikke rigtig nogen.

(Optakt) Kommer kuglen ned på græsset, eller bliver det en kamp præget af fysiske dueller?

Svar: Kuglen kom da ned på græsset – bevares. Til gengæld sejlede den ud til både højre og venstre, da Brøndby ikke formåede at spille forbi Horsens’ kontante pres. Duelspil var der masser af, og heri excellerer Bo Henriksens mandskaber altid.

(Optakt) Lokker man Horsens frem på banen for at kunne ramme dem på en omstilling, ligesom det skete mod SønderjyskE – eller tager man hellere hele initiativet?

Svar: Horsens kom frem på banen af egen fri vilje, mere end de blev lokket. Brøndby ville gerne have dikteret en mere kontrolleret kamp på egne præmisser, men havde ikke evnerne.

Et par indlæg sad dog lige hvor de skulle – hvorfor det da også blev til to flotte scoringer. Desværre viste hjemmeholdet sig lige en tand skarpere i sidste ende.

Horsens-tilhængere med masser at juble over. Foto: AC Horsens

To do-listen

(Optakt) Horsens’ energi og gejst skal matches fra start – ellers kan Brøndby hurtigt komme på bagkant. Det er et hjemmehold med masser af mod på tingene, der lægger græs til.

Lykkedes det? Ikke rigtig.

Brøndby kom bedst fra start med Jungs tordenskud. Herefter åd Horsens sig mere ind i affæren, som aldrig blev en kamp efter Niels Frederiksens hoved.

Bo Henriksen jublede som en gal, når der blev gået til makronerne – Frederiksen havde knapt så meget at juble over i forhold til sit kampoplæg.

(Optakt) Der skal bedre indlæg i feltet fra kanterne, og angriberne skal være bedre til at møde boldene end i forrige kamp. De hårde og flade indlæg – gerne afleveringer tilbage i feltet (cut backs) – bliver recepten mod de høje Horsens-forsvarere.

Lykkedes det? Ikke tilstrækkeligt.

To gode indlæg og veltimede placeringer i feltet, var opskriften bag Brøndbys to mål. Horsens-forsvaret blev dog samlet set slet ikke sat på nok prøver. Der blev skabt – for – få chancer, og de hurtige kombinationer omkring feltet sad ikke i skabet.

(Optakt) Man skal være bedre afstemt i forsvarsaktionerne. Takket være en storspillende Marvin Schwäbe lykkedes det at holde buret rent mod SønderjyskE – men større afklarethed efterspørges. Meget kommer til at afhænge af, om Maxsø får dirigeret tropperne på plads.

Lykkedes det? På ingen mulig måde!

Det var bekymrende, som Brøndby lod Horsens komme til fadet i feltet med tre centrale forsvarere på banen. Indlæggene fik lov at blive slået, og duellerne blev tabt.

Hermannsson fik ikke fulgt op på den gode kamp mod SønderjyskE – det er under pres, man skal vise, hvad man duer til.

Dumpekarakter til Brøndby-defensiven – der er en del at rette op på.

Startopstillingen

Bænken: Hermansen – Skipper – Bruus (Indskiftet) – Frendrup (Indskiftet) – Tibbling (Indskiftet) – Bjur – Uhre (Indskiftet)

Simon Hedlund blev erstattet af energiske Jobbe fra start. Ændringen var holdt hemmelig for at drille Horsens i deres forberedelser. Man drillede også diverse skribenter med ambitioner om at lege spåmænd.

Rosted trådte ind og fik scoret et flot mål – ellers var han medskyldig i en passiv defensiv indsats.

Dem holdt vi særligt øje med

(Optakt) Andreas Bruus ser ud til at få chancen fra start. Omskolingen fra angriber til wingback er gået over forventning, og nu gælder det for alvor. Hurtigheden og indlæggene er en force – men hvordan med duellerne og de defensive placeringsevner, når Horsens truer?

Facit: Andreas Bruus kom først i spil efter 86 minutter, og kunne dermed fra nærmeste hold se Horsens vindermål blive sendt i nettet bag en sprællende Marvin Schwäbe.

Mon der venter en startplads i næste kamp med både Jung og Mensah ude?

(Optakt) Jens Martin Gammelby fik masser af plads at boltre sig på mod SønderjyskE. Der kom dog ikke for alvor slutprodukt ud af tingene – både pga. til tider uskarpe indlæg og manglende løb i feltet. Nu rykkes han formentlig over i venstre side. Kommer vi til at se ryk ind i banen og kanonen fyret af med højrebenet?

Facit: Gammelby kunne notere sig for en halv assist, da hans høje indlæg blev snittet videre og hamret i kassen. Ellers fik wingbacken ikke for alvor sat sig på tingene.

Der var heller ingen ryk ind i banen til afslutninger, som ellers var varemærket i Silkeborg-tiden.

(Optakt) Simon Hedlund var en anelse anonym i første kamp, hvor der ikke skete alverden fra svenskerens side. Får Brøndby sat den på papiret stærkeste angriber op og skabt den uro i Horsens-forsvaret, der påkræves?

Facit: Hedlund scorede sig en kone – tillykke med det!

Afløseren Lindstrøm gjorde det udmærket og byder op til kamp om angrebspladserne, når hvedebrødsdagene er slut for Hedlund og fruen.

Profilen

Svært at pege på en decideret profil, men valget falder igen på Jesper Lindstrøm, som udstråler den energi, fart og beslutsomhed, man ellers mangler.

Med kontinuerlig spilletid bliver der – formentlig – lagt mere og mere slutprodukt på. Det bliver spændende at følge Jobbes videre udvikling.

Skuffelsen

Med to tabte dueller i feltet, som førte til scoringer, kommer vi ikke udenom Hjörtur Hermannsson som kampens (hoved)skurk. Det ville dog være uretfærdigt, at give ham hele skylden for en uafstemt og passiv defensiv.

Forbedring ønskes over hele linjen.

Jeg aner ikke, hvad der foregår. Jeg ved bare, at det var for ringe.

Niels Frederiksen

Spiltips – Sådan gik det

Den sikre

Handicap (0-1) Brøndby – odds 1,28

Ak og ve – det ‘sikre’ spiltip gik fløjten, da Peter Therkildsen sendte kuglen i kassen med få minutter tilbage på klokken.

Horsens fuldendte et imponerende hattrick af sejre med også at få skovlen under Brøndby udover FCK og FCM. Rygtet siger, at Bo Henriksens jubelbrøl stadig runger omkring CASA Arena.

Den friske

Under 2,5 mål i kampen – odds 1,98

Det så lovende ud efter første halvleg, men efter pausen skete der ting og sager, som sendte kampen i en helt anden retning. Det blev snævert – men ikke målfattigt.

Langskuddet

Uafgjort – odds 3,55

Også her gjorde den sene vinderscoring ondt. Brikkerne faldt på plads for Horsens, som placerede sig på en tryg 8. plads efter grundspillet, da de andre resultater også flaskede sig rundt omkring i landet.

Sådan forløb kampen

(Optakt) Horsens lægger ud med fuld energi og masser af fysik, hvilket bevirker at Brøndby ikke får spillet til at flyde. Det brænder på foran Brøndby-målet flere gange, og man må gå til pause nede med 0-1.

Svar: Horsens kom med masser af fight, fysik og energi, men det var alligevel Brøndby, der kunne gå til pause med en føring. Spillet var dog aldrig noget at råbe hurra for.

(Optakt) I anden halvleg får man efterhånden presset Horsens langt tilbage på banen. En tilfældighed efter en dødbold gør, at Maxsø kan sparke bolden i kassen sidst i kampen.

Svar: Det blev Horsens, der skulle jagte fra anden halvlegs start, og det fik man udbytte af pga. en sejlende Brøndby-defensiv.

Der blev også scoret sidst i kampen – desværre i den forkerte ende efter nok en tabt duel i feltet.

Resultatet

(Optakt) 1-1 (1-0 ved pausen)

Svar: En 1-0-føring ved halvtid blev vekslet til endnu en sviende lussing på mod Horsens – denne gang med cifrene 3-2.