Brøndby - AGF

Optakt: Brøndby – AGF

Første kamp i slutspillet står for døren, og favoritten til bronzemedaljerne kommer på besøg. Kan Brøndby vaske skuffelsen i Horsens af sig eller venter der en ny nedtur?

225 tilskuere kommer indenfor på Brøndby Stadion. Sådan er meldingen i skrivende stund, og det er trods alt bedre end ingenting. Så må tiden vise, hvor meget stemning de få – men dedikerede fans – kan skabe.

Spillerfokus, forudsigelser og bud på startopstillingen lige her.

Kampstart

Søndag d. 14. juni kl. 20:00

Dommer: Jørgen Daugbjerg Burchardt

TV-kanal: 3+

Horsens-fadæsen skal vaskes væk

Det var en grim én for selvtilliden forrige kamp mod Horsens. Oppe med 1-0 ved halvtid for at falde fuldstændig sammen efter pausen. Lyspunkterne var få – man går derfor ind til slutspillet med bekymrede miner.

For at gøre ondt værre, fik Jung mod slutningen raget et rødt kort til sig, som betyder karantæne i to kampe. Kevin Mensah er i forvejen ramt af en skade på de tyndt besatte wingback-pladser.

Så hvem skal egentlig spille pladserne ude i siden? Ja, hvordan skal man i det hele taget stille op efter sådan en skuffelse? Skal man måske ligefrem ændre formation til lejligheden?

Spørgsmålene er mange – svarene må vi vente med at få.

Én ting er sikker: Der skal findes helt andre takter frem, hvis der skal point på kontoen mod et stærkt og tændt AGF-mandskab.

Truppens ledere skal træde i karakter, og hver spiller må hanke op i sig selv – for det var ved Gud ikke kønt at kigge på, hvad der udspillede sig på mareridtsbanen CASA Arena i Horsens.

Ny kamp og nyt fokus – heldigvis for det

Rivalerne fra AGF har for alvor fundet melodien i indeværende sæson, hvor den første top 3-placering i umindelige tider er indenfor rækkevidde.

Aarhus-klubben kommer fra to opgør i træk på udebane mod AaB. I Superligaen blev det til en sejr på 3-2. I DBU Pokalens semifinaler blev man så sendt ud med de omvendte cifre onsdag aften.

Det blev derfor ikke til en pokalfinale for David Nielsens tropper – men en tredjeplads vil absolut også blive fejret med manér, hvis den skulle komme i hus – corona eller ej.

AGF har ikke været en ønskemodstander hidtil i sæsonen. Særligt slemt var det, da man måtte se sig ydmyget med 0-3 en varm aften sidst i august.

Lidt bedre blev det på udebane sidst i november. Wilczeks reducering fik dog kun kosmetisk betydning, da man også ved denne lejlighed tabte – med cifrene 1-2.

Endnu en gang er der lagt i ovnen til en revanche for Niels Frederiksens tropper, der altså kan blive råbt frem og støttet af en lille flok fans på tribunerne.

Tre ting vi skal have svar på

  1. Kan Brøndby mønstre en trodsreaktion ovenpå chokket mod Horsens, eller hænger nerverne uden på trøjen i frygt for endnu en fadæse?
  2. Kommer der mere pondus i markeringerne, eller får modstanderen igen tid og lov til at sætte trumf bag oplæg og afslutninger?
  3. Tager Brøndby ejerskab på bolden foran egne – få – fans, eller viser AGF sig for godt kørende?

To do-listen

– Midtbaneslaget skal vindes. De centrale dueller bliver midt på banen, hvor Brøndby skal stemple ind fra start for at have en chance. Lasse Vigen må finde taktstokken frem, hvor han tabte den mod Horsens. Uden tydelige ledere falder holdet fra hinanden – det så vi alle meget tydeligt.

– Der skal mere kreativitet og mod i angrebsspillet. I de første to kampe efter endt corona-pause har det været skuffende, så lidt man har skabt foran modstanderens mål. Det kalder på visse ændringer i startopstillingen, da de foretrukne spillere over en bred kam ikke har vist sig tilliden værdig.

– Forsvarsspillet skal – igen – afstemmes bedre. Maxsø er kommet noget uheldigt ud fra pausen med sit projekt som leder af tremandsforsvaret. Skylden ligger dog på ingen måde kun hos ham, da der er blevet tabt nøgledueller i flæng af makkerne i de bagerste rækker.

Forventet startopstilling

Bænken: Hermansen – Skipper – Frendrup – Lindstrøm – Bjur – Mraz – Slimane

En svær én at spå om, da der er mange ting at have med i sine overvejelser. Vil Niels Frederiksen holde fast i 3-5-2-systemet med kun Gammelby og Bruus som reelle kandidater til pladserne som wingbacks?

Og hvad med alle de skuffende præstationer? Hvor mange skal have genvalg, og hvem vil have godt af en puster på bænken?

For ikke at tale om hvem udefra, der er klar til at træde ind i startopstillingen?

Buddet herfra bliver, at systemet fastholdes med Bruus på højresiden og Gammelby i venstre.

Trebackkæden bevares således også, selvom man på ingen måde føler sig tryg herved.

Genopstår Simon Tibbling?

Tibbling erstatter Slimane grundet et friskt indhop mod Horsens. Svenskeren repræsenterer nogle individuelle driblefærdigheder og uforudsigelighed, som sagtens kunne bruges i en noget tam Brøndby-offensiv.

Det er efterhånden længe siden, at Tibbling har præsteret på topniveau, men måske er tiden inde nu.

I angrebet får brudgom Hedlund comeback – forhåbentlig uden at medbringe corona-smitte fra brylluppet i det svenske.

Der holdes fast i en klassisk angrebsduo oppe foran bestående af en bevægelig og hurtig type kombineret med en mere stationær spiller inde i boksen. Mikael Uhre får chancen fra start, da Mraz knapt nok har været synlig i de seneste kampe.

Ude på bænken tripper de tre unge skud Slimane, Lindstrøm og Frendrup for at komme ind og vise, hvad de duer til. Ikke dårlige kort at kunne spille ud senere i kampen.

Dem holder vi særligt øje med

– Simon Hedlunds bryllup har delt vandene. Der er dem, der mener, at det var helt i orden at få fri til sådan en lykkelig begivenhed. Og så var der dem, der var noget forbandede – og forbavsede – over at se en af de faste brikker på taktiktavlen mangle mod angstmodstanderen Horsens.

Skal vi ikke bare sige, at vi slår en streg over det hele, hvis Hedlund leverer en brandkamp mod AGF med både mål og assist?

– Lasse Vigen må også under luppen. Dog med et lille forbehold, da småskavankerne igen trænger sig på. Spørgsmålet er, om det i det hele taget er en 100% fit Vigen, vi ser skuffe på midtbanen.

Spiller Vigen fra start er det fordi, han skal ind at tage lederskab på midten.

– Andreas Maxsø er en anden af nøglefigurerne som skal højere op i niveau. Anføreren har ikke haft tilstrækkeligt styr på sine bagerste tropper siden genstarten – det holdt mod SønderjyskE, men gik grueligt galt mod Horsens.

Afstemningerne defensivt skal primært komme fra den bagerste af de tre. Der bliver nok at se til mod et godt spillende AGF-hold.

Spiltips

Alle spilforslag er fundet hos Danske Spil. Odds er genstand for ændringer. Hvis du kan finde bedre odds – på samme spil – hos andre bookmakere, er det da der, du hugger til.

BrøndbyLister har også noget at revanchere efter en helt igennem skidt betting-indsats mod Horsens.

Her kommer tre – forhåbentlig – skarpe skud fra hoften.

Den sikre

Antal mål i første halvleg U/O 1,5 – Under – odds 1,43

Brøndby vil givet være lidt påpasselige med ikke at komme galt afsted lige med det samme efter katastrofen senest. Det kan meget vel resultere i en lidt låst affære, hvor AGF også har et solidt forspring at forsvare, hvorfor de ikke behøver komme buldrende fra start.

Da Brøndby tabte 0-3 til samme modstander tidligere på sæsonen, var stillingen faktisk 0-0 ved pausen.

Der bliver ikke scoret mere end ét mål i de første 45 minutter + det løse.

Den friske

Hvem vinder første halvleg – uafgjort – odds 2,15

Holder tesen om, at det bliver en lidt afventende og chancefattig affære fra start, er et kryds halvvejs i kampen værd at gå efter.

Vi mere end fordobler vores indsats, hvis ingen af holdene går til pause foran.

Langskuddet

Hvordan scores første mål – hovedstød – odds 5,30

Vi så flere mål scoret med hovedet i seneste kamp – desværre flest til modstanderen. Hvorfor skulle hovedstødskasserne ikke fortsætte her?

Måske Mikael Uhre snitter én ind – eller Maxsø sætter sig igennem efter en dødbold?

En AGF-spiller med hovedet på som første målscorer giver naturligvis også bingo …

Sådan forløber kampen

Brøndby får sat en kompakt defensiv op og holder AGF fra det helt store inden pausen. Desværre skaber man igen ikke noget vildt frem ad banen.

Efter pausen kommer der mere gang i sagerne, hvor den sjældne starter Mikael Uhre sætter hovedet på og bringer Brøndby foran.

Det viser sig dog som en stakket frist, da AGF udligner kort efter på en blunder i Brøndby-defensiven.

Mod slutningen er der store chancer i begge ender – men ingen formår at prikke bolden over stregen, hvorfor kampen slutter med en deler på et ikke helt tilskuertomt Brøndby Stadion.

Bud på resultatet

1-1 (0-0 ved pausen)