Brøndby - Horsens

Optakt: Brøndby IF – AC Horsens – En besværlig modstander på besøg

https://www.facebook.com/groups/473428369366677

Starten på sæsonen er hidtil forløbet over alle forventninger. Kan stimen af sejre udbygges mod AC Horsens, eller stikker Brøndbys onde ånd igen en kæp i hjulet?

Der er næppe mange, der vil være uenige i, at Brøndby er et klart bedre fodboldhold end Horsens. Alligevel er der ofte noget, der ikke rigtig fungerer for Vestegnens drenge, når de to mandskaber tørner sammen.

Klik her for at være med i ‘For Alle Os Med Brøndby I Hjertet!’ på Facebook sammen med over 30.000 andre fans

⚽ Kampfakta

⏰ Søndag d. 27/9 kl. 16:00

Dommer: Michael Tykgaard

VAR-dommer: Jakob A. Sundberg

Brøndby Stadion

 TV-kanal: Kanal 9 

⚔️ Seneste fem indbyrdes opgør

⚽ 7/6 2020: ACH 3-2 BIF

⚽ 4/8 2019: BIF 1-2 ACH

⚽ 17/3 2019: ACH 1-3 BIF

⚽ 30/9 2018: BIF 1-2 ACH

⚽ 18/5 2018: ACH 2-2 BIF

Kan den gode start på sæsonen fortsætte?

Statistikken taler sit tydelige sprog. Indenfor de seneste år har Brøndby haft det meget svært i opgørene mod Horsens. Her tænkes ikke kun på en vis 2-2-kamp i maj 2018.

Tre ud af de seneste fem opgør er således endt med sejr til ‘Den Gule Fare’. Én gang har Brøndby haft armene over hovedet ved slutfløjt. Der er vist ingen, der kan være i tvivl om, at der venter en svær kamp – uanset hvor skidt AC Horsens så end er kommet i gang med den nye sæson under Bo Henriksens afløser Jonas Dal.

Brøndby går styrket ind til søndagens dyst på hjemmebane. Rezan Corlu og Andreas Maxsø har afsonet deres karantæner. Herudover er Andrija Pavlović kommet til, og Jens Martin Gammelby nærmer sig et comeback.

Det har været hårdt at sidde på tribunen og kigge på.

ANDREAS MAXSØ TIL BRONDBY.COM

Tre ting vi skal have svar på

1️⃣ Får Brøndby skabt rigeligt med chancer overfor en modstander, som højst sandsynligt kommer til at stå meget dybere på banen end FCN og FCK?

2️⃣ Kommer der tempo i spillet, eller får Horsens held med at skabe mange afbrydelser ved dødbolde?

3️⃣ Fortsætter Horsens det skuffende spil, selvom man står overfor favoritmodstanderen Brøndby?

Forventet startopstilling – Maxsø vender tilbage

Bænken: Hermansen – Hermannsson – Børkeeiet – Slimane – Bjur – Radosevic – Corlu

Uden for kamptruppen: Tørnes, Kabongo, Skipper, Gammelby, Kvistgaarden, Pavlovic

Når man kommer fra en derby-sejr er der i sagens natur ingen grund til at ændre det store. Andreas Maxsø glider dog ind i startopstillingen, hvilket skubber Hermannsson ud på bænken.

Rezan Corlu har døjet med lidt småskavanker men kan få en rolle som indskifter. Andrija Pavlović må nok lige vente lidt tid endnu på sin debut.

Det bliver ganske givet et helt andet kampbillede mod AC Horsens end i de to første kampe i sæsonen. Herfra bliver buddet alligevel, at Niels Frederiksen holder fast i de startende 11 fra sidst på nær Hermannsson.

Peter Bjur viste sig ikke specielt godt frem på venstre wingback, hvorfor Kevin Mensah må tage endnu en tørn, selvom det langt fra er en optimal løsning.

Der bliver mindre plads at spille på for de offensive spillere. En kamp, hvor der skal lirkes små rum op, venter sandsynligvis. Tiden må vise, om Vigen og Lindstrøm kan sætte Uhre og Hedlund i scene eller der må skiftes andre typer ind fra bænken.

Jeg er en bedre spiller, end da jeg som 22-årig kom til FCK.

ANDRIJA PAVLOVIĆ TIL EKSTRA BLADET

Dem holder vi særligt øje med

Andreas Maxsø havde en vital rolle i seneste sæson. Kan han samle taktstokken op efter to sejre uden ham?

Der bliver sandsynligvis god plads til Andreas Bruus i kraft af, at Horsens vil lukke det centrale område ned. Sparker den stærke indlægsfod igen noget lækkert indover?

Jesper Lindstrøm var i perioder en nydelse at følge mod FCN og FCK. Men hvad nu, når man møder en anderledes defensivt orienteret modstander?

Derfor vinder Brøndby

Drengene fra Vestegnen har momentum efter to snævre sejre vundet i sidste øjeblik. Vingerne bærer videre. En formsvag skrækmodstander får ikke lov at sætte en stopper for succeshistorien.

Chancerne kommer i hobetal efter et tidligt mål, der tvinger Horsens længere frem på banen. Rezan Corlu gør endda comeback med en flot scoring efter proptrækkerdriblinger.

Derfor vinder Brøndby ikke

Jonas Dal får gjort sit mandskab klar til kamp på Brøndby Stadion. En defensiv gameplan frustrerer hjemmeholdet, der ikke kan spille sig igennem til oplagte muligheder.

I bedste Bo Henriksen-stil trækker Horsens-spillerne tiden så ofte, de får lov til af dommer Tykgaard og hiver et (eller tre) point med hjem til Jylland. Horsens-komplekset spolerer nok en gang optimismen på Københavns Vestegn.

Bud på resultatet

Brøndby må slide og slæbe for det men viser sig stærkere end Horsens i sidste ende. En hårdt tilkæmpet 2-0-sejr fortsætter den stærke pointhøst i sæson 20/21.