Brøndby - Lechia Gdansk

Top 5 bedste Brøndby-mål i sæson 20/21 – De flotte og de sublime

Der er vinterpause i Superligaen. Det kalder på refleksion og tid til fordybelse. Her får du Brøndbylisters bud på de 5 bedste mål hidtil i sæson 20/21.

13 kampe spillet i Superligaen og 26 scorede mål at vælge imellem. Herudover kommer 2 mål fra pokalturneringen, som dog ikke nåede ind på top 5.

Vi starter med det ret så flotte og ender med det direkte sublime.

Klik her for at være med i ‘For Alle Os Med Brøndby I Hjertet!’ på Facebook sammen med over 30.000 andre fans

5) Blas Riveros til 1-0 mod OB

Sikke en debut i Superligaen – og sikke en nedtur. Blas Riveros nåede at vise prøver på sin speed, sin pågåenhed og sit kanonskud. Lige indtil han fik knæet smadret af nogle frustrerede spillere fra OB.

Vi må krydse fingre og håbe på, at fremtiden bringer flere af den slags scoringer fra den paraguayanske wingback.

4) Jesper Lindstrøm til 4-0 mod Lyngby

Hvor fræk har man lov at være? En fuldstændig vanvittig vinkel at skyde fra!

Carsten Werge fattede intet, da Jobbe tyrrede kuglen op i nærmeste hjørne med 1000 kilometer i timen. De sværeste spillere at dæmme op for er dem, som formår at gøre det uventede.

3) Jesper Lindstrøm til 1-1 mod FC København

Vital scoring mod en ærkerival i knæ. Kevin Mensah med en lang bold til Mikael Uhre, som – måske lidt tilfældigt – får lagt den smukt af til fremadstormende Jesper Lindstrøm, der ingen nåde viser og banker kuglen fladt i kassen helt ude ved roden af stolpen.

Det er vist ikke for meget sagt, at Jobbe fik en flyvende start på sæsonen.

2) Jesper Lindstrøm til 3-0 mod OB

Som modstander bør man nok have fokus på ikke at lade Jobbe trække ind i banen og fyre kanonen af. Her sætter han den helt op i hjørnet uden chance for Oliver Christensen i OB-målet.

Lindstrøm ville på ingen måde stå tilbage for Blas Riveros og Andrija Pavlovic, som tidligere i kampen havde scoret deres første mål for Brøndby. Der skal mere til at hamle op med efterårets absolutte kanonkonge.

1) Jesper Lindstrøm til 1-0 mod AC Horsens

Anthony Jung viser endnu en gang sin præcise pasningsfod, da han spiller kuglen frem til Simon Hedlund. Svenskeren er hurtig i omtanke og handling, da han skubber bolden på tværs til Lindstrøm, der stadig har et stykke arbejde at gøre.

Dommer Tykgaard skal fx passeres, før der kan laves tunnel på Hallur Hansson. Endnu et par små berøringer og så ligger bolden præcis som den skal. Højrebenet svinges nok engang – kuglen går utageligt i kassen til en tidlig føring mod Horsens.

En hel række af flotte detaljer og en fortjent nummer 1 på listen over de flotteste scoringer i sæsonen hidtil.

Top 5 – og de 4 øverste scoringer plaffet ind af samme spiller. Kan nogen slå Jobbe af pinden? Vi må vente i spænding.