De mest skuffende Brøndby-kampe i 2019/20

Top 5 – De mest skuffende Brøndby-kampe i sæson 2019/20

https://www.facebook.com/groups/473428369366677

En fodboldsæson består som bekendt både af succes og skuffelse. Ikke fordi vi skal bruge for meget tid på dem – men her kan du genopfriske de kampe fra sæson 2019/20, der gjorde mest ondt.

Om ikke andet kan man tage ved lære af sine dårlige præstationer. Vi må i den forbindelse håbe, at Brøndby ikke taber til Horsens’ dødbolde og fysik igen i den nærmeste fremtid.

Man skal heller ikke så gerne ekspederes tidligt ud af pokalen på hjemmebane en kold og trist efterårsaften.

Her på listen finder du præstationer, som Brøndby IF skal bestræbe sig på ikke at gentage, når Superliga-bolden igen ruller fra midten af september – forhåbentlig med masser af tilskuere på de danske stadions.

Klik her for at være med i ‘For Alle Os Med Brøndby I Hjertet!’ på Facebook sammen med over 30.000 andre fans

5️⃣ Esbjerg fB 3-1 Brøndby IF

 22/9 2019 kl. 16:00 

Superligaen, runde 10

13′ 1-0 Adrian Petre
18′ 2-0 Joni Kauko
37′ 2-1 Dominik Kaiser
71′ 3-1 Jacob Lungi Sørensen

5907 tilskuere

Se ‘højdepunkter’ fra kampen her, hvis du kan holde til det

Brøndbys femte (!) nederlag i træk til Esbjerg. Det faktum er i sig selv er nok til, at kampen er havnet her på listen.

Det var meget op og ned i den første tid med Niels Frederiksen ved roret. Den ene kamp spillede man fint for så at falde helt igennem i den næste.

Esbjerg fB havde før kampen fyret John Lammers og erstattet ham midlertidigt med assistenten Claus Nørgaard, som Brøndby-fans vil nikke genkendene til.

Trænerskiftet gav pote, da hjemmeholdet leverede en tændt og energisk indsats, mens Brøndby haltede efter på alle parametre. Siden gik det dog helt galt for Esbjergenserne, der nåede igennem to cheftrænere yderligere, får nedrykningen var en realitet.

Brøndby IF skal altså ikke bøvle med vestjyderne i den kommende sæson, og det er egentlig meget rart.

4️⃣ AaB 2-0 Brøndby IF

 5/7 2020 kl. 18:00 

Superligaen, runde 31

40′ 1-0 Frederik Børsting
69′ 2-0 Patrick Olsen

280 tilskuere

Nedslående billeder fra rædselskampen i Aalborg

Hen mod slutningen af sæsonen kunne Brøndby pludselig dufte bronzemedaljer ikke alt for langt væk i det fjerne.

Efter en okay start på slutspillet havde man halet lidt ind på AGF. AaB derimod skuffede stort ved at tabe pokalfinalen til SønderjyskE, og kunne ikke rigtigt nå at blande sig i toppen af ligaen.

Brøndby IF havde dermed mest at spille for på Aalborg Stadion, hvor der i øvrigt stadig ikke blev lukket mange tilskuere ind som følge af corona-restriktioner.

Hvad skal man sige?

Det gik bare ikke Brøndbys vej. Man leverede en idéforladt og sløv præstation, hvor AaB dominerede løjerne fra start til slut. Hjemmeholdet lagde et højt pres på Brøndbys bagerste tre, og det formåede man aldrig at lave et modtræk overfor.

Faktisk var det ganske billigt sluppet kun at tabe med 0-2.

3️⃣ Brøndby IF 0-3 AGF

 25/8 2019 kl. 18:00 

Superligaen, runde 7

57′ 0-1 Bror Blume
86′ 0-2 Jakob Ankersen
90′ 0-3 Patrick Mortensen

14.145 tilskuere

Se ‘højdepunkter’ fra kampen her, hvis du kan holde til det

At tabe med 0-3 på hjemmebane til rivalerne fra AGF må bare ikke ske, og så er den vel ikke så meget længere.

Heldigvis forbedrede man sig for hver gang, man dystede imod Aarhus-klubben henover den lange og mærkværdige sæson. Fra 0-3 til 1-2 til 0-0 til den afsluttende 1-0-sejr på udebane, som rettede en smule op på det samlede indtryk fra de indbyrdes opgør.

Der er nok også nogle Brøndby-fans, der vil pege på den uskønne 0-0-kamp på hjemmebane som en kandidat til denne liste. Men faktisk var det jo i denne kamp, at Niels Frederiksen fik sat en slagkraftig defensiv sammen, som førte meget godt med sig senere hen.

Hellere en kedelig og grim nulløsning end en ydmygelse i de døende minutter foran 14.000 tilskuere.

Kasper Fisker slap bestemt heller ikke godt fra mareridtet i august-varmen. Han kom nemlig så galt afsted, at han først mod slutningen af sæsonen fik kæmpet sig tilbage på holdet, hvorefter hans kontrakt ikke blev fornyet.

2️⃣ AC Horsens 3-2 Brøndby IF

 7/6 2020 kl. 17:00 

Superligaen, runde 26

 18′ 0-1 Anthony Jung
52′ 1-1 Hallur Hansson
60′ 2-1 Hallur Hansson
62′ 2-2 Sigurd Rosted
90′ 3-2 Peter Therkildsen

Udvisning: Anthony Jung ’83. minut

0 tilskuere

Brøndby falder helt sammen i anden halvleg

De fleste Brøndby-fans får vel efterhånden nervøse trækninger, bare byen Horsens bliver nævnt, eller man kører forbi en afkørsel til samme sted på motorvejen.

‘Den Gule Fare’ er og bliver bare ikke Brøndbys ønskemodstander i disse år. Vi skal ikke komme nærmere ind på en bestemt kamp i 2018, men såret er langtfra helet. Enhver ny skuffende kamp mod AC Horsens vil af den grund gøre mere ondt end så meget andet.

Det begyndte egentlig okay i grundspillets sidste runde, hvor alle kampe blev afviklet samtidig og uden tilskuere midt i en pandemi-tid. Anthony Jung hamrede bolden i kassen til Brøndby-føring efter små 20 minutter. En stilling, der holdt til pausen.

I anden halvleg gik det imidlertid helt – helt – galt.

Indlæggene blev slået ind i Brøndbys felt, hvor man ikke kunne dæmme op for Hallur Hansson, som scorede to gange på otte minutter. Kort efter ville Sigurd Rosted lege med, og scorede et fornemt mål på hovedstød – nordmandens første scoring i Brøndby-trøjen.

I kampens døende minutter ramlede det hele igen. Målscorer Jung modtog sit andet gule kort og blev dermed vist ud. Til allersidst var der så frit skud for Peter Therkildsen, der sikrede Horsens sejren.

Og Bo Henriksen? Jo, han modtog såmænd et gult kort for at sprinte forbi Brøndby-bænken, hver gang Horsens scorede.

Men det levede han nok helt fint med i sin lykkerus.

1️⃣ Brøndby 0-1 SønderjyskE

 30/10 2019 kl. 20:00 

Pokalturneringen, 4. runde

 84′ 0-1 Mart Lieder

6582 tilskuere

Trist og hurtigt exit fra pokalturneringen

I en tid, hvor det desværre må siges at være noget urealistisk at sætte næsen op efter blå/gule mesterskaber, har pokalturneringen høj prioritet.

Alle Brøndby-fans, der har prøvet at være med omkring en pokalfinale, ved at det ikke er en dag, man glemmer lige med det samme.

FC Midtjylland var allerede blevet slået ud tidligere i turneringen, og FCK fulgte trop senere hen. På den baggrund var det ekstra bittert, at Brøndby røg ud på en sur og trist onsdag aften sidst i oktober.

SønderjyskE havde endda siddet fast på Storebæltbroen i flere timer, grundet et trafikuheld, hvorfor kampen måtte udsættes til senere på aftenen.

I en chancefattig og lidt låst dyst trak de forsinkede gæster det længste strå til sidst, da Mart Lieder slap alene igennem og sendte bolden i nettet bag Marvin Schwäbe.

At komme langt i pokalturneringen, og måske endda i finalen, kan redde meget i en sæson på det jævne. SønderjyskE gik som bekendt hele vejen, hvilket kom til at gøre ekstra ondt på Brøndby, da fjerdepladsen i ligaen således ikke betød europæisk deltagelse.

‘Det var ikke en forfærdelig præstation og vi dominerer kampen, men det kan vi ikke bruge til noget, når vi nu står her og har tabt,’ udtalte Niels Frederiksen efterfølgende.

Og nej, spillemæssigt var det ikke sæsonens ringeste præstation – men det var sæsonens største skuffelse at ryge så tidligt ud af pokalen på hjemmebane, under de omstændigheder, til et på papiret dårligere hold.