Brøndby 3-2 FC Nordsjælland

Tre profiler ind – og udskiftning i truppen – vil kunne gøre en verden til forskel

7 (SYV!) nederlag i træk er negativ rekord i Brøndby og kalder på en reaktion. Der venter således endnu et travlt transfervindue for fodbolddirektør Carsten V. Jensen.

Den korte lektie må være, at man har fejlet på transferfronten siden mesterskabet i 2021 og derfor nu må sadle om.

Der kræves handling og effektive greb i værktøjskassen for at skabe de bedst mulige forudsætninger forud for den kommende sæson 22/23.

Heldigvis er der rigeligt med økonomi til at ændre tingenes pt. sørgelige tilstand.

Klik her for at være med i ‘For Alle Os Med Brøndby I Hjertet!’ på Facebook sammen med over 34.000 andre blå/gule fans

Tre bærende spillere må hentes ind

Målmand Mads Hermansen behøves der ikke pilles ved. Med mindre der da lander et virkelig stort bud, som ikke kan eller skal afvises. Den tid – den glæde og sorg.

Ellers er det oplagt at tilføje nyt blod til både forsvaret, midtbanen og angrebet.

Vel og mærke spillere, som allerede har bevist sig på højt niveau – og som derfor kommer til at gøre et indhug i klubkassen. Den øvelse virker både CV og Jan Bech Andersen så også klar til. Langt om længe vil kritiske stemmer nok tilføje.

Indkøbslisten:

  • En forsvarsstyrmand, som kan afløse Andreas Maxsø
  • En offensiv og bærende midtbanestrateg
  • En angriber med rutine og mål i støvlerne

Det er klart, at ovenstående tre spillere ikke hænger på træerne eller fås for en slik.

Så hvad skal der så ske den anden vej for at muliggøre dette indkøbsscenarie?

Oplagte spillere at sende videre i systemet

Det ses relativt sjældent, at spillere kun får halve eller hele år i deres nye klubber. Derfor er det mest sandsynlige da også, at kommende salg (og evt. frie transfers) skal findes blandt spillere, som allerede har en vis anciennitet i Brøndby IF.

Visse spillere skal sendes videre for at gøre plads i truppen. Andre spillere bør kun sælges, hvis de rette beløb kommer på bordet.

Salgslisten:

  • Sigurd Rosted – Flere år i klubben og mangler vel for alvor at overbevise på den lange bane. Oplagt at sende videre på en mindre transfer. Der er rigeligt med unge forsvarere, som tripper for deres chance.
  • Andreas Maxsø – Enten skal der forlænges og ro på – eller også må der findes en passende vej ud af klubben. Det har i de seneste to transfervinduer givet for meget støj, at situationen omkring anfører Maxsø har været så usikker. Den går ikke én gang mere.
  • Andreas Bruus – Findes der en passende afløser på højre backen/wingback, er det oplagt at sige tak for tro tjeneste. Bruus må kunne indbringe et pænt salg og virker klar til nye opgaver – måske i udlandet.
  • Josip Radosevic – Kroaten har langt fra ramt sit højeste niveau i den seneste tid. Det taler dog imod et salg, at kontrakten blev forlænget for ikke lang tid siden. Rado fylder helt sikkert en masse og har rutine – men er niveauet også (stadig) til så fremtrædende en position på holdet? Joe Bell er desuden hentet ind som fremtidens mand på den defensive midtbane.
  • Anis Slimane – Et potentielt storsalg kan blive udløst denne sommer. Slimane viser prøver på sit store potentiale – men rækker evnerne kynisk set til at blive en bærende profil på sigt? Kommer det rette bud, så fyres Slimane af.
  • Peter Bjur – Åh, de mange skader har jo ødelagt alt. En ellers lovende tekniker har fået smadret de seneste fodboldår. Måske har Bjur mere held i sprøjten på en anden adresse? Et salg/fri transfer ville give en ledig plads i truppen til nye kræfter.
  • Mathias Greve – Randers FC står angiveligt klar til at hente spilleren tilbage efter blot knapt et år på Vestegnen. Det er sandt at sige heller ikke meget, Brøndby IF har fået for pengene herfra. Måske er det bare at takke ja, hvis muligheden opstår.
  • Andrija Pavlovic – Det er gået helt galt for den serbiske angriber. Det ender næppe med penge i kassen – men Pavlovic må videre på den ene eller anden måde. En Erceg-løsning ligger lige for.
  • Simon Hedlund – Lynhurtige Hedlund har slet ikke vist det offensive slutprodukt i indeværende sæson. Kan et passende exit findes, vil det gøre plads til en ny løntung angriber tiltænkt en plads i startopstillingen. Og så må det være op til Björk, Kvistgaarden, Salech og Divkovic at slås om at blive makker.
  • Jagvir Singh Sidhu – Det er ikke megen tiltro, der er blevet vist fra trænerteamet. Der er rigeligt med andre angribere og unge nedefra, som banker på. Truppen må trimmes – det er bare ikke alle, som slår igennem i gul og blå.

Et transfervindue er – også – det muliges kunst

Det optimale transfervindue i Brøndby IF er kun muligt, hvis de rette bud også kommer udefra.

Man må strække sig langt økonomisk for – denne gang – at lande bærende spillere, som sandsynligvis kan vise sig som profiler også på den korte bane.

Der er allerede nok at rive i for Carsten V. Jensen. Det bliver en sommer med masser af aktivitet på transferområdet i Brøndby IF – igen, igen.